Plan for foreningers genbrugs-indsamling er klar

31. maj 2013 Politik Skrevet af: Ole Kæhler

Nu er planen for, hvordan foreninger kan indsamle papir og metal til genbrug klar i Teknik- og Miljøforvaltningen – og på det kommende udvalgsmøde lægges den foran politikerne, der så skal kigge den igennem, inden den sendes til godkendelse i Byrådet.

Flere foreninger havde klaget deres nød, da de pludselig blev betragtet som virksomheder og skulle betale for at aflevere det, de samler ind.

– Det må vi se på, sagde Teknik- og Miljøformand Peter Hansen og nu er der en plan, der sikrer, at foreninger stadig kan tjene penge til de slunkne kasser. Imod er løsgængerne Karen Damm og Anita Kjøng-Rasmussen, der frygter, at det bliver dyrere for husstande at komme af med affald.

Artiklen fortsætter under annoncen

Nu bliver det sådan, at foreninger skal melde sig hos kommunen som indsamlere. De skal samtidig registrere sig hos Miljøstyrelsen.

Når det er på plads, så får hver enkelt forening lov til at samle ind i et afgrænset område – og skal indberette til kommunen, hvor meget og hvor der samles ind.

Tanken er, at tilladelser til at samle ind, gives for et år ad gangen.