Snart kan der Corona-testes i Sønderborg

25. april 2020 Samfund Skrevet af: Ole Kæhler

Efter gode erfaringer med pilottesten af de første fem test-telte, vil der i den kommende tid blive rejst lignende hvide telte flere steder i landet. Teltene vil have faciliteter til at teste forskellige grupper af borgere på daglig basis – og vil, når de er klar, indgå i det nye Testcenter Danmark-beredskab, der skal teste borgere. Blandt andet er der sat telte op ved sygehuset i Sønderborg.

”Der er arbejdet benhårdt for at få det her op og køre. TestCenter Danmark er et afgørende element i den smitteovervågning i samfundet, som er nødvendig for fortsat at åbne Danmark kontrolleret og gradvist op”, siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Med opsætningen af de nye telte udbygges den samlede testkapacitet. Teltene vil i løbet af de kommende uger blive taget i brug i takt med, at mandskab og logistik er på plads. Der arbejdes på at kunne teste op mod 20.000 om dagen i Testcenter Danmark på længere sigt.

Teltene i Sønderborg skal bruges til at teste de borgere, som bliver henvist fra egen læge.

HUSK – Støt den lokale handel i en svær tid!