Antallet af folkeskoleelever er i fortsat fald

8. august 2020 Politik Skrevet af: Ole Kæhler

Eksperter har kigget i krystalkuglen og lavet en elevtalsprognose for de 16 folkeskoler i Sønderborg Kommune og den viser, at der bliver god plads til eleverne på 12 af skolerne. Der vil nemlig i 2032/33 være 449 færre elever i forhold til i dag.

I prognosen tælles elever i 10. klasse og specialklasserne ikke med.

I tidsrummet fra 2013/14 og frem til nu, er antallet af elever faldet med 1.362.

“En meget stor del af faldet skyldes dengang, hvor Byrådet lukkede flere skoler og der så kom flere friskoler. I dag mener jeg, at folkeskolerne har de elever, som de skal have og at det fortsatte fald skyldes, at forældre, som rejser fra kommunen, tager deres børn med”, siger udvalgsmedlem Jesper Kock til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Befolkningstallet

Sønderborg Kommunes befolkningstal var pr. 1. januar 2020 på 74.220 personer mod 74.561 personer i 2019. Det er en befolkningsnedgang på 341 borgere i perioden, hvilket er en næsten fire gange større nedgang end i 2018 og samtidig den største nedgang siden 2014.

Med den nye prognose forventer forvaltningen, at befolkningstilbagegangen vil fortsætte frem imod 2033, hvor befolkningstallet i kommunen forventes at være 72.433.

“Det er det faldende befolkningstal, som forklarer faldet af folkeskoleelever og jeg mener, vi fortsat skal arbejde for at Sønderborg er en god kommune for de unge, hele tiden gøre velfærdsområderne bedre og sikre et godt kulturliv”, siger Jesper Kock.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Vi fik et tilbageslag, da Sergentskolen blev flyttet til Varde og Sygeplejeskolen rykkede til Aabenraa. og så er der altid er nogle, som meget gerne vil bo i storbyerne Aarhus og København. Det kan vi ikke gøre noget ved”, siger han og tilføjer:

“Og derfor skal vi gøre vores bedste for at være den mest foretrukne sønderjyske kommune”.