Serveringsstederne er glade for spærret Sønder Havnegade

2. juli 2021 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Torsdag var den første dag, hvor biler, cykler og knallerter ikke må køre i Sønder Havnegade, så der er plads til ekstra borde, som står på den halvdel af kørebanen, som ligger ud mod havnekajen.

Restauratørerne har sat parasoller, palmer og andre planter ud mellem bordene, så der skabes lidt sydlandsk stemning.

“Det skal nok blive rigtigt godt og jeg tror, at vi kommer til at se mange lokale og turister, som vil nyde mad, drikke og udsigt ved vores restauranter”, siger Daniel Tataro, som er restauratør i Bistro Grand-Meré og Mattone.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Vi håber, at gæsterne oplever lidt stemning, som man gør i Nyhavn – eller endnu bedre, som i syden”, siger han og tilføjer, at det jo er et fantastisk syn for dem, der kører over broen.

Der var pænt med gæster torsdag aften, hvor der var debut på ‘gade-serveringen’.

“Og det var ikke bare gæster, som var rykket ud fra bordene på fortovet”, siger Freja Celine Lücke Chmiel, som er ansat hos Daniel Tataro. Hun tilføjer, at serveringsperonalet i Sønder Havnegade skal holde øje med cykler.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Torsdag var det ved at gå galt et par gange, hvor der kørte cykler gennem gaden”.

Du kan SE BILLEDER HER .