Tag med Alsingergildet til Blomeskobbel og find jordstråler

12. august 2021 Augustenborg Skrevet af: Redaktion

Alsingergildet inviterer dig med til Blomeskobbel, hvor du kan prøve at finde jordstråler.

Blomeskobbel er et af de 101 steder, der er beskrevet i Alsingergildets nyeste bog, Pejlemærker. Skoven har på grund af sin beliggenhed, ud mod Lillebælt, en spændende historie som skueplads for flere dramatiske begivenheder.

Desuden rummer Blomeskobbel monumentale langdysser og flere runddysser, som har gjort skoven kendt uden for Als. Som beskrevet i Pejlemærker, udmærker skoven sig ifølge tyske Gunnar Breede også ved at være rig på felter med jordstråler. Felterne fandt han med et pendul og de var især koncentreret i områderne med stendysser, skriver Alsingergildet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Begrebet jordstråler betragtes i Danmark oftest som det rene fup og fidus, mens der i andre lande og blandt dem Tyskland ses langt mere alvorligt på det, og det er almindeligt at sikre sig, at et nybygget hus ikke ligger oven på et jordstrålekryds. Specielt jordstrålekryds skulle være dårlige steder for mennesker og kunne forårsage dårlig søvn og andre alvorligere lidelser. Der er dog endnu ikke videnskabelig dokumentation for sammenhængen mellem jordstråler og sygdom.

På turen vil Johannes Diederichsen og Charlotte Jervelund fortælle om skoven, dens historie og drift. Ved stendysserne vil vi demonstrere, hvordan der kan findes jordstråler og der vil være mulighed for at deltagerne kan prøve egne evner udi disciplinen. Ifølge litteraturen skulle halvdelen af befolkningen have sans for at mærke jordstråler.

Artiklen fortsætter under annoncen

Mødested er p-pladsen ved indgangen til skoven lørdag den 28. august kl. 14. Medbring gerne kaffekurv, så vi kan slutte af med kaffe ved langdysserne.