Roueida Fayoumi, som bor i Stenbjergparken, er en glad og meget tilfreds kvinde, som stortrives i sit lokalmiljø og har det strålende med de mennesker, som hun er omgivet af.
“Blandt andet har jeg lavet en lille klub, hvor kvinder samles en gang imellem fra klokken 17 til 21 for at hygge og snakke og så byder jeg også nye tilflyttere velkommen med en æske chokolade og et lille hæfte, der handler om at bo i Stenbjergparken”, siger Roueida Fayoumi, der altid er aktiv.
I sidste uge blev hun færdig med Social- og Sundhedshjælperuddannelsen og det er vigtigt for hende.
“Hidtil har jeg været ufaglært vikar på blandt andet Ulkebøl Plejecenter, hvor jeg passede en ældre person, som kun talte arabisk”, siger Roueida Fayoumi, der også har været afløser i Amaliehaven i Augustenborg, hjemmeplejen i Tandsbjerg-området og i Alssund-distriktet samt på Hørup Plejecenter.
Hun fortæller, hun er mor til fem børn, som alle er voksne, de fire har uddannelse og arbejde, mens den femte læser på seminariet.
“Og det betyder, jeg var nået dertil, at jeg kunne gøre noget godt for mig selv – og det var at tage en uddannelse, så jeg er sikker på at have et arbejde”, siger hun.
Nu er håbet, at hun kan blive ansat på et plejecenter.





















