KV21 – Debat: Vi skal til at tale folkeskolerne og lærerne op

15. oktober 2021 Kommunalvalg Skrevet af: Redaktion

Spidskandidat Jørgen Jørgensen, SF, skriver: 

Undersøgelser over en bred kam peger på, at børn og unges trivsel er et alvorligt problem i vores samfund. Mange indlæg i den aktuelle valgkamp – også her i Sønderborg – har samme budskab. Men det skorter på løsningsforslag til at rette op på den tilsyneladende mistrivsel.

Børns mistrivsel kan være forårsaget af mange forskellige individuelle forhold. Men mistrivsel i skolen har især præget debatten. Ifølge undersøgelsen ‘Det gode børneliv – ifølge børnene’, fra Legofonden og Tænketanken MandagMorgen, stiger mistrivslen henimod udskolingen. Det kan have noget at gøre med den præstationskultur, som har låst folkeskolen inde i et pædagogiske jernbur de seneste år. Men det kan også have noget at gøre med den måde, som alle omkring folkeskolen omtaler skolen og dens ansatte på.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det gælder medier, politikere, forældre og andre, fordi ret basalt er der mange, der har mobbet folkeskolen og dens ansatte i rigtig mange år. Det er på tide at stoppe den bashing. Der er behov for at tale folkeskoles ansatte op for det kæmpe arbejde, der hver dag året rundt bliver leveret.

Der knokles med at tilvejebringe en engagerende og spændende undervisning samtidig med, at der tages hånd om det stille barn, det aggressive barn, det ressourcesvage barn, det dygtige barn, det ensomme barn, det ordblinde barn, ham med behov for it-rygsækken, det truede barn – der kræver en underretning til de sociale myndigheder, etc. Med andre ord, det usynlige arbejde med at se alle børn og skabe et godt klasse- og læringsmiljø.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det er egentlig ret banalt.

Hvis vi vil have trygge fællesskaber og læringsmiljøer i hvilke børn trives, så er omverdenen nødt til at anerkende det værdifulde arbejde, der ydes på vores folkeskoler ved at tale skolen virke og dens ansatte op.

Deres trivsel er en forudsætning for vores børns trivsel.

4. juni 2026 Uddannelse, Sydals

Elever fra Hørup fejrede Grundloven med stor fest

4. juni 2026 Uddannelse

Der var både rap, teater, sang og quiz på programmet, da eleverne på mellemtrinnet på Hørup Centralskole fejrede årets Grundlovsfest og viste, hvad de havde arbejdet med i ugerne op til. Eleverne havde sat sig ind i Grundloven og dens betydning, og på selve festdagen stod klasserne selv for forskellige indslag. Nogle elever tog også […]

Læs mere...