KV21: Statsskolens analyse lægger op til en vaskeægte valggyser

10. november 2021 Kommunalvalg Skrevet af: Ole Kæhler

I dag, onsdag kl. 14.00 har Statsskolen offentliggjort en omfattende valganalyse i en tv-udsendelse på SønderborgNYT og den er udarbejdet af elever på samfundsfagslinjen. Undersøgelsen er foretaget i perioden 27. oktober til 5. november.

“Jeg er virkelig imponeret over Statsskole-elevernes analysearbejde. Analysen har næsten 1.000 respondenter, der er vægtet i forhold til alder, køn og en række demografiske forhold, så det er faktisk den hidtil mest valide valgprognose, vi har set i Sønderborg. Ligeledes har de indregnet valgforbundene i stemmefordelingen, hvilket er et yderst kompliceret regnestykke”, siger Trine Lindén til SønderborgNYT. Hun er adm. direktør i analyse- og kommunikationsbureauet Commocean og specialiseret i politisk kommunikation.

Artiklen fortsætter under annoncen

Holder Statsskolens resultatet stik, kan valget udvikle sig til noget af en gyser.

Ifølge analysen vil Socialdemokratiet få 13 mandater mod de 15 nuværende. Ikke overraskende går de to mandater til henholdsvis SF og Enhedslisten, der begge kommer i Byrådet med hvert et mandat. Ingen af de to partier er i dag repræsenteret i byrådet. Samlet set er der således fortsat 15 mandater i rød blok.

Artiklen fortsætter under annoncen

På blå fløj sker der, ifølge Statsskolen, også forskydninger. Venstre går to mandater frem til i alt ni. Imens går DF tilbage fra tre til bare ét enkelt mandat. Til gengæld er der nyvalg til Nye Borgerlige med hele to mandater, og Konservative kan se frem til igen at komme i Byrådet med et enkelt mandat. Så der er i alt 13 mandater i blå blok.

Der er 31 pladser i Byrådet og et flertal kræver mindst 16 mandater. Ingen at de to blokke kan dog  selv tælle til 16, hvilket efterlader et enormt spillerum til ham, der ser ud til at blive valgets kongemager, nemlig Stephan Kleinschmidt fra Slesvigsk Parti. Partiet er født som det tyske mindretals parti og har til formål at varetage mindretallets interesser, men har samtidig en politisk og demokratisk dagsorden, der rækker langt ud over mindretalsforhold.

Artiklen fortsætter under annoncen

Selvom Slesvigsk Parti, ifølge Statsskolens analyse, går to mandater tilbage fra fem til tre, vurderer Trine Lindén, at det bliver Slesvigsk Parti, der på valgnatten kan komme til at spille den vigtigste rolle. Dette forstærkes yderligere af, at Fælleslisten, med Aase Nyegaards exit, står til at miste sit mandat i byrådet.

“Begge blokke har brug for Stephan Kleinsmidt og Slesvigsk Parti for at kunne tælle til 16, og det er jo et fantastisk udgangspunkt for en konstitueringsforhandling set med Slesvigsk Partis briller, men det er noget af en valggyser for både rød og blå blok”, siger Trine Lindén.

Artiklen fortsætter under annoncen

Trine Lindén mener, at hvis Statsskolens analyse holder, så sætter det flere plausible scenarier i spil.

“I det ene scenarie peger Slesvigsk Parti på Erik Lauritsen som borgmester og konstituere sig sammen med rød blok. I så fald kan vi forvente, at viceborgmesteren fortsat hedder Stephan Kleinschmidt, og at Slesvigsk Partis vil sætte sig i formandsstolen i flere udvalg efter eget valg som f.eks. Erhvervsudvalget og Udvalget for Kultur, Idræt, Handel og Turisme.

“I det andet scenarie peger Slesvigsk Parti på Ellen Trane Nørby som borgmester og konstituerer sig sammen med Venstre, Nye Borgerlige, DF og Konservative, hvilket vil give præcis de 16 mandater, der skal til. Også i dette scenarier vil Slesvigsk Parti stort set kunne få alt, hvad de peger på, men der er et stort MEN”

Artiklen fortsætter under annoncen

“Det er, at Slesvigsk Parti i Sønderborg ikke tidligere har villet indgå i en konstituering, hvor de var afhængige af DF’s eller Nye Borgerliges mandater. Dertil ligger Slesvigsk og de to borgerlige partier alt for langt fra hinanden i spørgsmål om f.eks. diversitet og mangfoldighed, der er mærkesager for Slesvigsk Parti”, siger Trine Lindén.

“Men retorikken har ændret sig, og Kleinschmidt vil ikke udelukke, at han kan pege på en borgmester, der er afhængig af DF og Nye Borgerlige, selvom han finder det usandsynligt. Man kan dog skrive sig ud af meget, også i en konstitueringsaftale, så man skal aldrig sige aldrig”.

“Og så er der selvfølgelig den mulighed, at det bliver Stephan Kleinschmidt selv, der i sidste kan hænge borgmesterkæden om halsen. Det er ikke usandsynligt, at blå blok vil pege på Kleinschmidt som borgmester, hvis alternativet er snævret ind til fire år mere med en socialdemokratisk ledet kommune. Igen vil Slesvigsk Partis udfordring være afhængigheden af DF og Nye Borgerlige, og Kleinschmidt har udtalt, at han ikke vil være borgmester på et sådant grundlag. Men også det faktum, at en sådan konstituering vil blive den snævrest mulige med bare 16 mandater, spiller ind. Slesvigsk Parti er nemlig tidligere konsekvent gået efter de bredest mulige konstitueringer og ser sig selv som brobygger mellem blokkene”, vurderer Trine Lindén.

Stephan Kleinsmidt peger på sig selv som borgmester, og hans vision er en bred konstituering på tværs af byrådets fløje, hvor både Venstre og Socialdemokratiet bakker op om et samarbejde med Kleinschmidt som borgmester.

“Stephan Kleinschmidt har døbt sig selv Brobyggeren, og tanken om at kunne samle alle på tværs af partimæssige skel, holdninger og ideologier til Sønderborgs fælles bedste er sympatisk. Men den er også urealistisk. For der er og skal være grundlæggende ideologiske og holdningsmæssige skel mellem blokkene. Jeg tror dog, at to blokke dog ret hurtigt vil kunne blive enige om én ting, nemlig at de ikke ønsker at samarbejde om at gøre Kleinschmidt til borgmester”, siger Trine Lindén.

Redaktionen anbefaler:

Bliv opdateret på de aktuelle valgtemaer og emner, når en række af de opstillingsberettigede partier og lister til Kommunalvalget mødes i SønderborgNYT TVs valgdebatter ’Mød Partierne’ som du finder her på SønderborgNYT TV.

 

5. juni 2026 Augustenborg, Kultur

Genskabelsen af Hertugernes Augustenborg kræver mere end flotte plancher

5. juni 2026 Augustenborg

Borgerne i Augustenborg bakker op om visionen om at genskabe den historiske hertugby, men tålmodigheden skal hjælpes på vej af synlige resultater. Det stod klart, da borgere, projektfolk og repræsentanter fra kommunen torsdag mødtes i Kultursalen torsdag aften for at drøfte resultaterne af en omfattende spørgeundersøgelse og få en status på det ambitiøse projekt Hertugernes […]

Læs mere...