Debatindlæg: Indfør frit psykologvalg til forældreunderøgelser

1. januar 2022 Debat Skrevet af: Ole Kæhler

Mikael Hertig, Sønderborg, skriver:

Før der gribes til tvangsfjernelse skal der normalt gå en ForældreKompetenceUndersøgelse, FKU. Den bør udføres af en dertil autoriseret psykolog og prisen sniger sig let op i nærheden af 100.000 kroner.

Som loven forstås i dag, er det forvaltningen selv, der vælger psykologen og borgeren deltager ikke i udvælgelsen.

Psykologen modtager før undersøgelsen alt det belastende materiale om den eller de pågældende forældre, der skyldes, at sagen i det hele taget rejses.

Artiklen fortsætter under annoncen

Kritikere, herunder jeg selv, udtrykker betænkelighed ved den ordning, fordi den meget let kommer til at ligne et bestillingsarbejde, der skal matche en på forhånd efterspurgt konklusion. Psykologens forretning er jo afhængig af at kunne blive brugt af samme kommune en anden gang. Derfor er der god grund til at rejse tvivl om, hvorvidt der foreligger magtfordrejning indbygget i den gældende praksis.

Men det kan Byrådet komme uden om ved at pålægge forvaltningen at stille borgeren frit med hensyn til valget af psykolog.

Artiklen fortsætter under annoncen

Jeg opfordrer derfor det relevante udvalg og/eller kommunalbestyrelsen til at vedtage, at borgeren selv fremover stilles frit med hensyn til valg af en dertil autoriseret psykolog ved gennemførelse af FKU.