Frisørhuset Iris har rundet de første 20 år

9. januar 2022 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Som mange ved, så var det i begyndelsen af januar – mere præcis den 2. januar – at det var 20 år siden Frisørhuset Iris åbnede dørene for første gang.

”Det har været en meget spændende rejse, fyldt med farverige oplevelser, spændende ansatte, interessante og loyale kunder. Alt i alt en rejse som undervejs har været med til at forme salonen til et spændende sted, som fantastiske kunder og venner af huset har præget og støttet gennem de seneste 20 år”, siger Azra M. Hadzimahovic, der er ejer af Frisørhuset Iris.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hun havde planlagt at fejre den runde dag med en reception, hvor hun kunne forkæle kunderne.

”Men, som vores Majestæt Dronning Margrethe sagde, Corona satte en stopper. Men den får ikke lov til at bestemme. Fejringen kommer til sommer”, siger Azra M. Hadzimahovic til SønderborgNYT .

I januar måned fejres fødselsdagen med, at Frisørhuset Iris’ kunder får 20 procent på alle kemiske behandlinger: Farver, striber, balayage, permanent.