Lørdag aften var deren udsolgt dinner-koncert på Hotel Alsik, hvor Marie Key spillede og sang efter gæsterne havde nydt en tre-retters menu.
Marie Key sang blandt andet en sang om både A-mennesker og B-mennesker.
“Egentlig skulle den kun have handlet om A-mennesker, som jo er lysvågne allerede klokken syv om morgenen. Ideen kom, da jeg for adskillige år siden så Helle Thorning i valgkamp på tv. Det var om morgenen klokken 11 og hun lignede en, der havde været oppe i rigtig lang tid”, sagde Marie Key.
“Jeg skrev straks et vers og omkvædet – og så nåede jeg ikke mere den dag. Jeg gik på bar og fortalte bartenderen om mit kommende hit. Hun mente, jeg måtte fordele sol og vind lige, så jeg skrev også et vers om os B-mennesker”.
Efter den første sang fortalte Marie Key, hun ikke var alene på scenen.
“Jeg har en akustisk guitar, som har fulgt mig længe og så har jeg en sølvfarvet metal-guitar, som er ret ny og derfor kun med i få numre. Og så har jeg et keyboard, som er italiensk”.
Marie Keys sange er lette og muntre, men sådan har det ikke altid været.
“For små 15 år siden var min sange mere dystre. En sang handler om en pige, som er bevæbnet med kniv og en anden om en balletdanserinde, som ryger af scenen. Vi ved ikke, om hun faldt eller blev skubbet, men hun døde”.
“Nu vil jeg synge en sang, som hedder Kleptoman – og kleptomaner har jo haft det svært her i Corona-tiden, hvor der skal holdes afstand. Men fra tirsdag bliver alting bedre – og så kan de igen komme ud og rage til sig”, sagde Marie Key.
Koncerten var bare én i en række af dinner-koncerter, som Hotel Alsik har sat på programmet og den næste koncert, der er med Sko og Torp, er også udsolgt.
Den 27. marts er det Jørgen Olsen, som spiller til dinnerkoncert på Hotel Alsik – og der er stadig få ledige pladser.
Læs mere om Hotel Alsiks dinner-koncerter på hotellets hjemmeside.
Du kan SE BILLEDER HER .