Sønderborg Kommune har mange køretøjer og kommunen råder over rigtigt mange bygninger. Det betyder, der er udsigt til en stor ekstraregning til benzin, diesel, el og varme. Priserne på brændstof er løbet i vejret i kølvandet på Ruslands krig mod Ukraine.
“Vi ved, at staten vil kompensere os, men vi ved først i hvilket omfang til sommer”, siger kommunaldirektør Tim Hansen til SønderborgNYT.
Flere kommuner har meldt ud, at hvis de skal spare for at betale de stigende priser på energi, så kan det betyde, at det kommer til at ske på folkeskole- og ældreområdet.
“Når vi ikke har et overblik over kompensationen, så kan vi ikke sige, om vi selv skal finde penge og heller ikke i hvilket omfang det eventuelt bliver”, siger kommunaldirektøren.














