På generalforsamlingen i Vores Sønderborg, handelstandsforeningen, torsdag aften, var der valg til bestyrelsen, hvor formand Rikke Torré, næstformand Flemming Enghave og bestyrelsesmedlem Bente Rasmussen stille op til genvalg og blev valgt til en ny periode.
Knud Due fra bestyrelsen ønskede ikke genvalg – og han bliver afløst af Martin Hansen fra Bauhaus.
Inden valget til bestyrelsen kom formand Rikke Torré med sin beretning, hvor hun blandt andet sagde, at samarbejdet med Nordborg og Gråsten Handel går glimrende.
“Og det skal det gøre, fordi vi skal spille hinanden gode”, sagde hun.
”Byen er allerede nu ved at klæde sig i den gule farve, det passer fint til påsken, men vi ved jo alle, at det er optakten her de næste 99 dage frem til Touren lander. Vores gule bro bliver lige nu vist på de sociale medier og jeg tror ikke, der er nogen, som ikke ved at Sønderborg er Verdens Grønneste Målby”, sagde Rikke Torré.
”Touren er en opgave for os alle og her mener jeg alle, store som små skal vi være med til at løfte den opgave, tro mig, det bliver stort og det bliver sjovt Vi skaber kun fordi, at vi sammen trækker det store læs og fordi vi vil Sønderborg. Vejen til succes er at være forbundet med dem, der kan det, som vi ikke selv kan, så tak – til alle, der bærer med”, sagde foreningsformanden og fortsatte:
”Jeg er virkelig superstolt over det samarbejde vi har i byen. Stolt over de løsninger og opgaver vi får sat i værk – vi kan ikke uden det samarbejde, vi har på tværs, det er også derfor det er så vigtigt, at vi alle er en del af Vores Sønderborg og vi skal så absolut være flere, vi skal gerne have hele vores erhvervsliv med, fordi byen en vigtig aktiv og et vigtigt samlingspunkt for alle”.
”En vigtig og afgørende del for vores videre udvikling er økonomi, for vi kan kun skabe, når der er noget at skabe af. Vi bliver derfor nødt til at have klare visioner og intentioner for hvad vi vil og hvor vi skal hen”, sagde hun.
Kasserer Henrik Kock Clausen gennemgik årsregnskabet, hvor han gjorde rede for indtægter og udgifter og derefter varslede han, at det vil give rigtig god mening at kontingenten sættEs op fra januar 2023.
“Kontingenten er det samme beløb som for 10 år siden, så vi foreslår en stigning på seks procent for detalhandlen og de liberale erhvervs får også justeret deres kontingent”, sagde han og forslaget mødte ikke modstand.
Efter de to indlæg på generalforsamlingen fortalte citychef Axel Nielsen om de ting, som kunderne i 2022 kommer til at opleve gennem 2022, hvor der blandt andet sælges påskelodsedler i æggebakker, kommer musik i gaden, American Days, Tour-weekend på Rådhustorvet og meget mere.
Efter generalforsamlingen blev der holdt en spisepause – og så blev det ‘cykeltossen’ Alex Pedersens tur til at få medlemmernes opmærksomhed, så han kunne fortælle om Tour de France, som efter mange års indsats endelig starter i Danmark – takket være Sønderborg, som har en lufthavn, der ikke ligger alt for langt fra Frankrig.
Du kan SE BILLEDER HER .