Lasse Kolmos fra Danish Crown skal til Skills 2022

13. april 2022 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Danmarksmesterskabet for erhvervsuddannelser står for døren og Blans er flot repræsenteret, når det kommer til konkurrencen for slagteelever. Her deltager Lasse Kolmos fra Danish Crown som en af i alt omkring 300 unge. Han dyster i slagterfaget, når konkurrencen Skills 2022 løber af stablen 28-30. april i Høng nær Kalundborg, skriver slaghteriet i en pressemeddelelse.

Lasse Kolmos deltog sidste år i skolemesterskaberne for slagtere, hvor han gjorde det så godt, at han avancerede til Skills 2022.

Artiklen fortsætter under annoncen

Deltagelsen af kolleger i Skills 2022 vækker stor glæde hos Danish Crown, der håber, at konkurrencen er et udstillingsvindue for virksomhed som elevplads, hvor der er fokus på passionen for håndværket og et stærkt fællesskab på arbejdspladsen, samt et tydeligt signal om at alle kan søge om elevplads.

”Vi er meget glade for, at vores elever vil repræsentere virksomheden til Skills. Det er meget vigtigt for os, at vi kan styrke fagligheden hos fremtidens medarbejdere og kolleger i Danish Crown. Vi vil gerne tiltrække og fastholde de unge, som har lyst til en uddannelse på vores fabrikker, og vi får brug for dem i fremtiden”, siger HR-direktør Andreas Friis fra Danish Crown.