To ud af tre 15-25-årige har drukket fem eller flere genstande ved samme lejlighed inden for den seneste måned. Det viser nye tal fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden – indsamlet i efteråret 2021. I 2016 gjaldt det kun godt halvdelen af unge i målgruppen.
Samtidig er andelen af unge, der har drukket tre eller flere gange om måneden højere end i 2016. I samme periode er der også sket en stigning i det ugentlige alkoholforbrug: I 2016 drak unge i gennemsnit 4,4 genstande på en uge, i 2021 var tallet 5,7.
En 18-års aldersgrænse et tydeligt signal om, at alkohol ikke er for mindreårige, hvilket Sundhedsstyrelsen også understreger i sine nye anbefalinger.
“Det er en bekymrende udvikling, håber det vender igen og der vil en 18 års grænse, for køb af alkohol, være et vink med en vognstang”, siger ungdomsskoleleder Ole Nordentoft Rasmussen til SønderborgNYT.
Tallene der henvises til i undersøgelsen er for de 15-25 årige og Ole Nordentoft Rasmussen har tallene for de unge fra 7. -8. og 9. klasser i Sønderborg.
“Det vi kan se på udviklingen siden vi lavede den første undersøgelse i 2010 er at alkoholdebuten, for de fleste, er rykket fra 7. klasse til 9. klasse. Vi har en fornemmelse for at forbruget er steget lidt i kølvandet på corona, men vi har ingen tal på det”, siger ungdomsskolelederen.



















