På fredag er der Open by Night i Sønderborg og det betyder, at der i langt de fleste butikker kan shoppes frem til klokken 22. Men er du en af de mange, der op til påske købte en bakke med påskeæg og lodder til Vores Sønderborgs lotteri, så er det en god idé at sætte tid af, så du kan være på Rønhaveplads klokken 20.
“Der trækker nemlig vinderen af et rejsegavekort på 20.000 kroner fra Bravo Tours. Er den person med vindernummeret ikke på pladsen, så trækker vi en ny”, siger citychef Axel Nielsen til SønderborgNYT og tilføjer, der også trækkes lod om gavekort og gaver fra Vores Sønderborgs butikker.
Dagen igennem er musikerne Jumping Jacks rundt på gaderne og i butikker for at spille – og Sønderborg Garden kommer også.
“Og der er besøg af ballonklovnen Knud, som kører rundt på sin et-hjulede cykel og underholder de børn, som er med på shoppetur”, siger Axel Nielsen.
Han fortæller, der også er musik på Rønhaveplads fredag aften.


















