Nils Sjøberg, hovedbestyrelsesmedlem i Radikale Venstre, skriver:
Allerede inden folketingsvalget er udskrevet, så er der ingen tvivl om, at en fastforbindelse mellem Als og Fyn vil stå højt på den politiske dagsorden. Men skal det nogensinde lykkes at få Als knyttet tættere på den øvrige del af Danmark, så vil jeg foreslå, at vi alle på tværs af partier, organisationer og alt muligt andet ser mulighederne i Femernbælt forbindelsen.
Jeg vil foreslå, at vi arbejder for at hele anlægget fra Femernbælt bliver genbrugt til at anlægge en forbindelse mellem Als og Fyn.
Med andre ord, at man flytter anlægget fra Femernbælt projektet nogle kilometer vest på, når hængetunnelen under Femernbælt ventes færdigt i 2029.
Dermed får vi brugt anlægget to gange. Samtidig med at vi får en startdato for en Als-Fyn forbindelse indenfor de næste ti år.
Hvad der er lige så vigtig er, at vi kan bruge både de danske og tyske erfaringer fra byggeriet af Femernbælt-forbindelsen bedst muligt. Der er således – ikke mindst på tysk side – taget klare miljø- og naturhensyn til forbindelsen under Femernbælt. Erfaringer, som vi vil kunne anvende både på Als og Sydfyn.
Et genbrug af anlægget ved Femernbælt er den mest bæredygtige og miljørigtige måde at få knyttet Als tættere på den øvrige del af Danmark. Der vil med denne mulighed kunne inddrages erfaringer, som sikrer hensyn til både mennesker og dyr, ligesom vi vil få en startdato for en Als-Fyn forbindelse indenfor de kommende år. Jeg håber derfor, at der vil være opbakning til den mulighed.