Med Spar Nord Fondens koncept 10 til Forskel er det nu igen muligt for syd- og sønderjyske foreninger og ildsjæle at tilmelde gode og vedkommende projekter til en månedlig afstemning, hvor Fonden sætter 10.000 kroner på højkant.
Deltagerne i 10 til Forskel skal selv indsamle stemmer nok til at vinde konkurrencen, der afgøres ved udgangen af hver måned.
”10 til Forskel er en rigtig god mulighed for at realisere projekter, der samtidig engagerer og skaber sammenhold blandt deltagerne. Hver måned er der 10.000 kroner på spil og en ny mulighed for at realisere projekter til glæde og gavn for det lokale foreningsliv, siger fondsdirektør i Spar Nord Fonden Bo Uggerhøj i en pressemeddelelse.
En fælles indsats
Særligt det lokale foreningsliv har de seneste år været præget af følgerne af coronakrisen og begrænsede muligheder for at kunne mødes om fritidsaktiviteter og ikke mindst det fællesskab, de ellers trofast har været en del af:
”Det lokale foreningsliv har brug for en hjælpende hånd til at få hjulene i gang igen, så de gode fællesskaber fortsat kan udvikles og opstå. Det vil vi i Spar Nord Fonden gerne bidrage til”, siger Bo Uggerhøj.
Spar Nord Fonden opfordrer alle i foreningsdanmark til at benytte muligheden for at vinde 10.000 kroner til at gøre en forskel.
Nemt at deltage
For at kunne deltage i 10 til Forskel skal en video uploades på www.10tilforskel.dk. Her kan deltagerne præsentere deres projekt, hvem de er, hvad pengene skal bruges til – og ikke mindst forklare hvorfor andre skal stemme på netop deres projekt.

















