Byrådsmedlem Vivi Brit Nielsen, Venstre, skriver:
Der er stadig alt for mange, der bliver mobbet i vores samfund – både på skoler, på arbejdspladser og i fritiden. Derudover findes der flere former for mobning, da det både kan være direkte fysisk mobning og mere indirekte mobning, som det er tilfældet på de digitale medier. Dog er det, uanset hvad, vigtigt, at vi forholder os til mobning i alle aspekter i samfundet. For mobning handler ikke bare om den enkelte, men om det fællesskab og den kultur, som vi skaber sammen.
Dermed er mobning et ’vi-problem’, som vi også må være sammen om at løse. Her må vi som enkeltpersoner hjælpe hinanden med at sige fra på egne og andres vegne, så vi sammen er opmærksomme på, at vi alle har det godt. Og samtidig er det væsentligt, at vi får skabt et godt og mobbefrit miljø, så vi mindsker risikoen for mobning gennem respekt og interesse for hinanden. På den måde kan vi sikre et trygt fællesskab for alle, hvor man kan være den, man er, hvor vi hver især kan vise vores forskelligheder.
Men hvem har egentlig ansvaret, når det handler om mobning?
Det har vi alle sammen!
I situationer, hvor det handler om mobning blandt børn, er det helt essentielt, at vi har nogle klare procedurer og retningslinjer for, hvem der tager ansvaret på sig, så det ikke får lov til at fortsætte. For det kan have store konsekvenser, hvis det ikke bliver stoppet i tide, eller hvis børnene ikke har nogen at dele det med, så de isolerer sig selv og ender med at blive ensomme.
Her har vi voksne et særligt ansvar, hvor vi alle må tage del i at få stoppet mobningen.
Men i dag finder mobning desværre sted i alt for mange dele af vores samfund – også voksenmobning på arbejdspladserne, som ofte er et udtryk for et dårligt psykisk arbejdsmiljø, der også kan have store menneskelige konsekvenser.
Derfor er det vigtigt, at vi bliver opmærksomme på de forskellige kulturer i vores samfund, som kan være årsag til, at mobningen kan udvikle sig. Her er mobning et komplekst fænomen, som det er vigtigt at få styr på, så vi alle kan være en del af det fællesskab, som vi ønsker.
Det må aldrig blive et tabu eller noget, som vi gemmer væk, men noget vi i stedet skal turde tale højt og åbent om.
For at komme mobningen til livs er det nødvendigt, at vi starter hos os selv – de voksne. Børn lærer tingene gennem de voksne, de bruger som spejlbilleder. Så hvis ikke vi går forrest som det gode eksempel, så kan det sprede sig og bare køre i ring, uden vi nødvendigvis selv er bevidst om det. For som voksne kan vi heller ikke forvente, at børnene kan finde ud af det, hvis ikke vi selv er opmærksomme på problemet i de sammenhænge, som vi er en del af.
Derfor er det min opfordring, at vi stadig er opmærksomme på problemet i forhold til mobning i vores samfund og forholder os til hinanden, og hvordan vi hver især har det, så vi kan passe på hinanden og styrke vores fællesskab, så vi alle kan deltage med respekt og interesse for hinanden.
