Vickie Berlin kommer til Sønderborg for at medvirke i dette års Juleshow på Sønderborg Teater og hun er – udover at være en international stjerne – også en af dansk revys helt store navne. Hun har medvirket i Nykøbing F. Revyen, Cirkusrevyen og Odense Sommerrevy.
Sammen med en af dansk underholdnings Grand old Men, Mr. Tommy Kenter, kommer hun og underholder i Sønderborg Sommer Revys Juleshow 2022. Også en anden gammel kending slår vejen forbi Sønderborg: Lone Rødbroe, som i mange år var en fast del af Sønderborg Sommer Revy er også med på juleshow-holdet, skriver Sønderborg Sommer Revy.
De tre kommer til at dele scene med Teit Samsø, der normalt slår sine folder i musical-verdenen, men får sin revydebut i Sønderborg Sommer Revy Show 2023.
Årets juleshow byder desuden på Jesper Lundgaard, en af Danmarks dejligste sangere, som i sommerens Sønderborg Sommer Revy væltede huset, som blandt andre Johnny ’Kandis’ Hansen. Jeanne Boel er sidste julekugle på træet. Sammen med Thomas Pakula og hans Little big Band, sørger hun for at sætte den rigtige julestemning, så det bliver en sjov, festlig og ikke mindst stemningsfuld aften.
Publikum kan således forvente underholdning i selskab med nogle af Danmarks dygtigste kunstnere i Sønderborg Teater den 18. og 19. november og folk skal skynde sig, fordi der er ganske få billetter tilbage.



















