Lørdag bliver Lone Pickardts sidste dag som købmand

Lone Pickardt håber på kunderne tømmer butikken.
Lone Pickardt håber på kunderne tømmer butikken.
27. december 2022 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Priserne på en lang række varer hos Min Købmand på Grundtvigs Allé i Sønderborg er sat voldsomt ned og målet for butiksejeren, Lone Pickardt, er at mest muligt skal sælges, inden nøglen til butikken drejes for sidste gang på lørdag.

“Jo mere vi får solgt des mindre skal vi pakke ned”, siger Lone Pickardt, som gennem 12 år har drevet købmandsbutikken sammen med ægtemanden, André. Siden sommer har parret forsøgt at finde en, som ville overtage butikken, men det er ikke lykkedes.

Artiklen fortsætter under annoncen

Første gang, døren til butikken åbnede, var den 12. august 1956 og dengang var det Matzen, som iøvrigt er fat kunde hos Lone Pickardt., der stod bag disken.

“Bankerne låner ikke penge ud lige for tiden og det er trist, fordi det er en sund forretning, der nu lukker ned”, siger Lone Pickardt til SønderborgNYT. Hun fortæller også, det er trist for alle de mennesker, der bor i nabolaget og som handlede hos Min Købmand.

“Det er ikke dem alle, der bare lige kan smutte ind til midtbyen for at handle”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Lone Pickardt forklarer, at hun og André siger farvel til butikken, fordi der skal ske noget andet.

“Vi er nået til det, som jeg kalder den tredje periode af vores arbejdsliv. Min mand har sit konsulentjob og jeg skal finde mig noget andet at lave. Hvad det bliver, ved jeg ikke endnu, men jeg tager en tænkepause og så dukker der sikkert nogle tanker op”, siger hun og tilføjer, at det selvfølgelig bliver lidt underligt, at hun ikke skal bruge mere tid på Min Købmand.

Du kan SE BILLEDER HER.