Nordals Badmintonklub havde i weekenden – for første gang i historien – et badmintonstævne for voksne med særlige udfordringer.
Ud over 10 spillere fra vores klub deltog også spillere hele vejen fra Aalborg, Helsingør, Stubbekøbing og København, skriver Nordals Badmintonklub.
Lørdag blev der spillet singleturnering i fire forskellige rækker, mens søndagen bød på doubleturnering i tre rækker.
Efter mange spændende kampe kunne medaljerne overrækkes, og det lykkedes for spillere fra Nordals Badmintonklub at vinde to guldmedaljer og to bronzemedaljer.
Vi er rigtig stolte af vores spillere, som har trænet op til stævnet siden sæsonen startede sidst i august. I weekenden kunne vi se, hvordan mange af spillerne har udviklet sig, både på det sportslige plan og på det sociale uden for banen, hvor spillerne fra de forskellige klubber spiste og hyggede sig sammen.
For at finde økonomi til at stævnet, havde vi søgt hos kommunen, men ansøgningen blev ikke tilgodeset var og så var gode råd dyre. Heldigvis trådte det lokale byggefirma SIB A/S til og dækkede udgifterne til bl.a. præmier, forplejning og materialer – vi takker SIB A/S for at bakke økonomisk op om stævnet med så kort varsel.
I Nordals Badmintonklub har vi mange år arbejdet sammen med Sønderborg Kommunes botilbud og væresteder om vores tilpassede badmintonhold for voksne udviklingshæmmede, hvilket vi har været rigtig glade for.
Du kan SE BILLEDER HER.

















