At købe og sælge brugt er blevet betydeligt mere populært det seneste år, hvor krisen har lagt pres på økonomien – især blandt børnefamilierne. Det har de tydeligt mærket hos genbrugskæden Børneloppen, der har fået mange henvendelser fra forældre i Sønderborg, der ønsker sig en Børneloppen tættere på.
”Børnefamilierne vil både købe og sælge brugt, og det gælder også i Sønderborg. Vi har fået en del henvendelser fra kunder, der godt kunne tænke sig en af vores forretninger tættere på byen, og vi synes bestemt også, at Sønderborg er en attraktiv handelsby at komme ind i. Vi leder efter nogle gode store lokaler og den helt rigtige person, der brænder for genbrug og bæredygtighed og har mod på at drive forretningen og gøre den til sin egen”, siger Johanna Kiel i en pressemeddelelse. Hun er en af idékvinderne bag Børneloppen og har indledt jagten på de rette lokaler og den rette franchisetager i Sønderborg.
Ildsjæl med hjerte af genbrugsguld
Børneloppen er en forretning, der har brug for god plads til de mange stande, private kan leje til deres genbrugsvarer, og som Børneloppen derefter kan sælge. I en forretningerne er der typisk plads til 250 stande, der kan rumme i omegnen 25.000 genbrugsartikler. Men lige så væsentligt er det at finde den helt rigtige lokale ildsjæl, der deler genbrugsdrømmen og vil tage del i franchisen som medejer.
”Det er vigtigt, at man har en iværksætter i maven og kan lide idéen om at være selvstændig. Vi er et koncept for børnefamilier, så det er en fordel at være i øjenhøjde med dem og have lyst til at være der for dem aktivt som et ansigt udadtil både på de sociale medier og i byen. Derudover er det selvfølgelig også vigtigt at dele vores drøm om bæredygtighed”, siger Johanna Kiel.
”Når pengene er små, bliver vi jo nødt til at få dem til at holde længere, og det har været med til at ændre på nogle vaner i forhold til genbrug. Derfor er det også nu, vi gerne vil sætte ind og gøre konceptet tilgængelig for endnu flere, så Børneloppen også er top of mind, når krisen er forbi”.
Børneloppen håber på at finde den rigtige samarbejdspartner og de rette lokaler, så de kan åbne forretning i Sønderborg i løbet af året.



















