Fredag eftermiddag var der reception i Kvickly i Nordborg, fordi der er skiftet varehuschef. Nu er det Lars Skovhus, der tidligere var i Kvickly i Sønderborg, som er leder i Nordborg
“Det er jeg rigtig glad for og jeg vil skynde mig at berolige både kunder og medarbejdere ved at fortælle, jeg ikke er kommet for at lave alting om. Jeg vil se på, om der nogle steder, hvor vi kan blive endnu bedre”, siger Lars Skovhus til SønderborgNYT.
“Jens Iversen, som jeg afløser, var både kunder og medarbejdere meget glade for og det gør alt andet lige mit job lettere. Jeg må også sige, Jens Iversen har gjort Kvickly i Nordborg til en fantastisk butik. Kunderne synes, den er blevet mere overskuelig, lys og venlig. Jeg synes, der er en god energi i huset”.
Da Kvickly i Sønderborg lukkede, blev Lars Skovhus sendt hjem med en aftrædelsesaftale.
“Det var fint, men det bliver hurtigt trist at gå derhjemme dag ud og dag ind. Men lige før jeg skulle på sommerferie, blev jeg ringet op og fik tilbudt jobbet i Nordborg, så det blev en meget bedre ferie”, siger Kvickly Nordborgs nye varehuschef.
Begge varehuschefer er i gang med de nye job
Det er tre uger siden, Lars Skovhus begyndte i Kvickly Nordborg – og lige så længe siden, Jens Iversen begyndte i Vejen.
“Det gik hurtigt med at få uddelerstillingen i Vejen og så takke af her. Selvfølgelig er det altid trist at forlade noget, man er glad for, men det nåede jeg slet ikke at mærke, fordi alting gik så stærkt”, siger Jens Iversen til SønderborgNYT.
Han fortæller, at det varehus, som han er blevet chef for i Vejen, det har en selvstændig Brugsforeningen i ryggen og en samarbejdsaftale med Coop.
“Jeg har længe haft ambitionen om at sætte mit eget præg på et varehus og den mulighed er der i Vejen”.
















