Anders Stubkjær, Sønderborg, skriver:
Byrådet har omsider og under nogen fanfare nået til en form for enighed om at grovbarbere bevillingen til kommunens skolevæsen. Den sædvanlige smør-retorik om politisk brobyggeri i Sønderborg har samtidigt fået endnu en relativt ukritisk tur i den lokale medie-manege, som en mulig forklaring på barberings-enigheden. Dele af fortællingen forsøger man dog nu på mindre sympatisk vis at udlægge som om blot en mindre sten i skoen: Det er spørgsmålet om en mulig lukning af en folkeskole i Sønderborg, som efter det seneste byrådsmøde er skudt til hjørne. Denne sag omtales flere steder nærmest som blot en mindre forhindring.
Det er som om, der eksisterer en politisk blindhed for, at forældre, der bliver usikre på en given folkeskoles fremtid, i sagens natur vil tænke på deres børns interesse og som konsekvens overveje at flytte barnet til en anden skole. Sagt lidt firkantet, så kan man med denne politiske fremgangsmåde gradvist få tømt en skole for elever og dermed gøre en lukning mindre kontroversiel. Lukningsårsagen kan så væltes over på forældrene; de ville det jo selv.
Fra sekundet kommunens forvaltning fik ordre på at regne på mulige besparelser på børne- og uddannelsesområdet, må der i byrådet have været en fuldstændig klarhed over, at det kunne munde ud i en skolelukning. Det er selvfølgelig ærgerligt at havne i en situation, hvor en skole muligvis skal lukkes, men det er der principielt set ikke noget galt i. Det springende punkt er, hvordan det bliver håndteret.
Det kan godt være, at der i Sønderborg bliver talt meget om politisk brobyggeri. Det er svært ikke at blive forbløffet over den tydelige mangel på politiske enighed, der eksisterer i denne sag. Den ultimative konsekvens er, at adskillige børn i kommunen ikke ved, om de i forhold til deres skole er købt eller solgt. Man sidder tilbage med et billede af, at den højt besungne politiske bro er ensporet – og at alle lige nu sidder fast i et trafikalt kaos midt i vigesporet.
Det er ikke imponerende.
