I morgen, tirsdag, åbner Lena Krag Schmidt sin Knæk Cancer-tombola i Park by Mens Cut – og der er et væld af flotte sponsorgaver, som de heldige vindere kan tage med sig hjem.
Lena Krag Schmidt er i gang med tilløbet til sit fjerde Knæk Cancer-arrangement, hvor donerede gaver kommer på gevinsthylderne til tombolaen eller under hammeren og indtægten går til den landsdækkende Knæk Cancer-indsamling.
“Jeg er både glad og taknemlig for, at der er så mange, der bakker op med gaver til min tombola og til auktionen – og også for den støtte, der kommer fra alle dem, der sender et beløb via MobilPay 3601TF”, siger Lena Krag Schmidt fra Lena’s Parykker og tilføjer, at hun fortsætter med opsøge sponsorer og samle sponsorgaver ind lige frem til den 25, oktober.
Auktionen holdes i Park by Mens Cut den 26. oktober fra klokken 19, hvor du – ud over at byde på de mange lodder – også kan nyde lidt lækkert at spise, drikke et glas vin eller tre og nyde Hartmut Holtz-Søderbergs dejlig musik.
“Fordi det er et velgørenhedsarrangement, så koster det 125 kroner at komme ind og være med”, siger Lena Krag Schmidt til SønderborgNYT. Billetterne købes i salonen.
Hjertet er med hele vejen
“Jeg laver parykker til kræftramte, der kommer til at miste deres hår under behandlingen”, siger Lena Krag Schmidt. Hun er altså rigtigt tæt på en stor del af de kræftramte i Sønderborg og omegn.
“Jeg vil sige, at 20 procent af min opgave er at tilpasse en paryk og resten er at lytte og give omsorg”, siger hun.
Lena Krag Schmidt møder de kræftramte som neutral person.
“Jeg er ikke en del af familien og heller ikke en del af læge- og sygehuset, så hos mig kan de sætte ord på deres stemninger og tanker uden at skræmme familien eller få det skrevet ind i en journal”, siger Lena Krag Schmidt.
Hun ser det som en vigtig opgave, at give sig tid til at lytte og have sjælen med.
“Og selvfølgelig ryster jeg det ikke bare lige af mig. Jeg tager det med videre i mine tanker”, siger Lena Krag Schmidt, som mere end brænder for at støtte Knæk Cancer og sætte fokus på kræft og de kræftramte samt deres nærmeste.
Du kan SE BILLEDER HER.
























