To socialdemokrater synes fremtiden for folkeskolerne ser lysere ud

4. november 2023 Politik Skrevet af: Ole Kæhler

Der er skoler i Sønderborg Kommune, som kæmper med elevtallet. Et faldende elevtal handler især om antallet af børn i kommunen – og for folkeskolerne handler det også om, at nogle forældre flytter deres børn til en fri- eller privatskole.

SønderborgNYT har spurgt de politikere, som har plads i Børne- og Uddannelsesudvalget, hvad de vil gøre for, at der hele tiden er ‘elever nok’ i folkeskolerne og for, at der ikke er endnu flere forældre, som fristes til at sende deres børn i fri- og privatskoler.

Artiklen fortsætter under annoncen

”For mig at se handler det om, at vi skal sikre høj kvalitet i undervisningen og en god trivsel blandt eleverne i vores folkeskoler. I folkeskolen går elever med mange forskellige baggrunde sammen, det er en del af styrken at vores folkeskole er mangfoldig”, lyder det fra socialdemokratiske Jesper Smaling.

”Det er vigtigt at vores folkeskole løbende udvikler sig og er rustet til at løse sine opgaver. Her er det vigtigt med et stærkt samarbejde mellem skoleledelse og skolebestyrelse samt forvaltning og udvalg”.

Artiklen fortsætter under annoncen

I budgetaftalen 2024 har Byrådet besluttet, at det kommende årti, skal være skolernes årti. Derfor investeres der rigtig mange penge i skolerenoveringer, det er vigtigt at forbedre de fysiske rammer for at sikre et bedre og mere inspirerende undervisningsmiljø,

”I budgetaftalen er der også aftalt, at der lave en arbejdsgruppe, som skal arbejde med udvikling af vores folkeskole. Derudover er det bestemt, at de enkelte skoler skal understøttes i at udvikle deres egen profil. Jeg tror, vi kan blive langt bedre til at kommunikere og dele de gode historier fra de enkelte skoler. Det kan også bidrage til at flere forældre tilvælger en folkeskole til deres børn”, siger Jesper Smaling til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Hvis man ser på statistikker over karakterer og trivsel klarer vi os ganske fornuftigt i Sønderborg. Det er vigtigt, at vi fortsat har et stærkt fokus forbedre trivslen for vores elever, og samtidig styrke fagligheden”.

Jesper Smaling er formand for Børne- og Uddannelsesudvalget – og hans partifælle, Erik Lorenzen, har tidligere haft posten. I dag er han menigt medlem af udvalget og han siger:

”Vi lever desværre i en verden, hvor det enkelte menneske bliver mere og mere fokuseret på sig selv i stedet for at være en del af fællesskabet og hjælpe hinanden. Eller i hvert fald bare acceptere, at vi på rigtig mange områder er forskellige”.

Artiklen fortsætter under annoncen

75 procent af lokale børn og unge går i folkeskole

Vi har undervisningspligt, men ikke skolepligt. Det viser sig lige nu ved, at flere og flere børn og unge bliver hjemmeundervist. Vi har også de tyske skoler, som en naturlig del af at bo i grænselandet. Og så har vi fri- og privatskolerne.

”I Sønderborg kommune er der ca.75 procent af forældrene til børn og unge, der vælger folkeskolen og det store fællesskab til. Det vil jeg til stadighed glæde mig over. Jeg mener, det ligger på landsgennemsnittet. I hvert fald hvis de tyske skoler trækkes ud. De findes jo ikke i hele landet”, siger Erik Lorenzen til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Som politiker og medlem af byrådet bakker jeg 100 procent op om folkeskolen. Det er i øvrigt også det, jeg er valgt til. Jeg skal hverken støtte eller bekæmpe private tiltag”, siger han og slår så ind på, at folkeskolerne er styret fra Undervisningsministeriet.

Fri- og privatskoler er ikke reformstyrede

”Jeg undrer mig over, at når der på Christiansborg laves skolereformer, så gælder de alene for 75 procent af Danmarks børn og unge. På intet tidspunkt er de private tilbud blevet pålagt at leve op til krav fra Christiansborg og det selvom fri- og privatskolerne er 75 procent skattefinansieret”.

Han siger videre, at han altid har undret sig over, at både lands- og lokalpolitikere laver love og regler for folkeskolerne, men i stor stil sender deres egne børn på privatskole.

”Jeg vil til enhver tid arbejde for, at folkeskolen har de bedst mulige vilkår ud fra den økonomi og de rammer vi har til rådighed. I det netop vedtagne budget er en stor del af de nedskæringer, vi har været nødt til at lave i 2022 og 2023 blevet rullet tilbage og der er vedtaget et 10 års renoveringsbudget med 50 millioner kroner årligt og det vil gennem de kommende år give muligheder for at skabe både attraktive, nye og bedre undervisningsmiljøer på vores folkeskoler”, siger Erik Lorenzen.

”Skulle de økonomiske forudsætninger blive bedre, er jeg overbevist om at der er et flertal i byrådet der vil understøtte vilkårene i folkeskolen. Jeg mener vi skal inkludere alle børn, der kan have gavn af det, i fællesskabet. Men det kræver undervisningsmiljøer, resurser og viden til at håndtere det”.

Der er børn der har behov for et decideret specialtilbud, men Erik Lorenzen vil holde fast i, at det skal være så få som muligt. Og om muligt helst i en kombination med almen-området, som det allerede praktiseres i mindre omfang på nogle folkeskoler.

De lokale folkeskoler klarer sig fint

”Mit fokus er at gøre folkeskolen bedre, være positiv og tale folkeskolen op. Flertallet af vores folkeskoler i Sønderborg leverer resultater, der matcher eller ligger over fri og privatskolernes resultater. Især hvis der tages højde for de socioøkonomiske vilkår”, siger han.

”Der er alt for meget fokus på, hvor mange der vælger et andet tilbud end folkeskolen. Jeg kan ikke forhindre forældre i at vælge et privat tilbud, men jeg vil ikke, som medlem af Byrådet støtte deres valg ved at støtte fri og privatskolerne. De har forhåbentlig valgt at være private på godt og ondt. Jeg vil glæde mig over at det store flertal stadig vælger fællesskabet og forskelligheden til”.

SønderborgNYT spurgte i en mail Børne- og Uddannelsesudvalgets politikere, socialdemokratiets Jesper Smaling, Erik Lorenzen og Jesper Larsen samt Asger Romme Andersen fra Enhedslisten og Venstre-politikerne  Jimmy Simonsen, Thomas Worm Larsen og Erik Krogh, hvad de vil gøre for at holde flere af eleverne i folkeskolerne, så der hele tiden er ’elever nok’. Redaktionen spurgte også ind politikernes tanker om dannelse, hvis forældre flytter deres børn i fri- og privatskoler, hvor alle børn kommer fra samme samfundslag.

Tre af de folkevalgte – Jesper Smaling, Erik Lorenzen og Asger Romme Andersen – reagerede på henvendelsen.

Jesper Larsen fra Socialdemokratiet  skrev lørdag, at han bakker helt og fuldt op om ordene fra sine to partifæller.