Hunden Nalah er en Old English Bulldog, som blev fjernet af Dyreværnet i mandags sammen med hendes fem hvalpe og hvalpenes ene ’storesøster’ fra forrige kuld.
”Det syn, der mødte vores medarbejder, var frygteligt. Hundene er så tynde. Især moren til hvalpene er voldsomt tynd. Og alle hvalpe er også underernærede”, fortæller Nina Amdi, der er udrykningschef hos Dyreværnet, til SE og HØR.
”Et par på Nordals har skamavlet på Nalah, som blot var otte måneder, da hun fik det første kuld. Nalah fik 14 hvalpe, hvor syv af dem døde hen af vejen og blev smidt i en skraldespand”, siger den kvinde, som tilbage i 2019 solgte Nalah til parret på Nordals til SønderborgNYT. Hun fortæller, at Nalah i alt har fået omkring 40 hvalpe, og de, som overlevede, er solgt til en høj pris, selvom de ikke var vaccineret eller chippet.
Dengang den tidligere ejer opdagede, at Nalah havde fået hvalpe i starten af 2020, selvom den blot var otte måneder gammel, tog hun kontakt til parret, som slet ikke ville lytte til hende.
”Jeg ville fortælle dem om ordentlighed, men først for en uge siden lykkedes det at trænge igennem til manden, som lod mig komme forbi og se det seneste kuld hvalpe. Et uhyggeligt syn, hvor Nalah var et skelet med skind om og hvalpene havde det heller ikke godt”, siger den tidligere ejer.
Parret havde sendt flere fotos af hundene til personer, som var interesserede i at købe en Old English Bulldog og den tidligere ejer havde taget screenshots og sendt billederne videre til Dyreværnet.
”Inden jeg besøgte hundene i mandags, havde Dyreværnet og jeg aftalt, at de kom til adressen straks, når jeg ringede – og manden sagde til mig, at de gerne måtte hente alle hundene på nær hanhunden og sådan blev det”.
”Desværre har parret med hundene nået at bortgive eller sælge to meget underernærede hvalpe inden mandag, hvor Dyreværnet kom. Jeg håber de bliver fundet”.
Den tidligere ejer fortæller desuden, at flere af de hvalpe, som parret har solgt gennem de seneste år, har allergi.
“Jeg har rådet køberne til et anlægge et civilt søgsmål, fordi købeloven gælder også, når der sælges hundehvalpe”
SønderborgNYT har navn og kontaktoplysninger på Nalahs tidligere ejer, som ønsker at være anonym.






















