Stakkels Nalah, en Old English Bulldog, som Dyreværnet fik overdraget – sammen med seks af dens syv hvalpe – fra ejeren på Nordals i sidste uge, har desværre lidt så massiv fysisk såvel som psykisk omsorgssvigt, at hun nu har fået fred.
SønderborgNYT skrev om sagen forleden.
”Konklusionen ovenpå den omfattende dyrlægeundersøgelse, hun gennemgik, var desværre nedslående. Hun var i smerter og det ville kun tage til. Vi er kede af det – men vi er også vrede. For hvis Nalah var blevet behandlet ordentligt, var det ikke endt på denne måde”, skriver Dyreværnet på deres hjemmeside, hvor der også er en video med Nalah og hvalpene. En af hvalpene vejede omkring et kilo, da den kom ud af dyreambulancen – og en hvalp på den alder burde veje seks kilo.
Dyreværnet passer godt på Nalahs hvalpe og lover at finde de kærligste hjem til dem, så de kommer til at leve lykkelige liv fyldt med kærlighed og omsorg.
Der er stadig en hvalp, som ikke er afleveret til politiet og det bekymrer flere mennesker på Nordals.
Dyreværnet oplyser, at de politianmelder sagen.

















