Onsdag aften var Socialdemokratiet på Nordals vært ved et godt besøgt offentligt borgermøde på Nordborghus.
Det lokale byrådsmedlem, Jesper Larsen, bød velkommen og gav ordet til borgmester Erik Lauritzen, som lagde ud med at fremlægge og forklare kommunens vedtagne budget. Mange tal og sammenhænge blev forklaret omkring budgettet, som er vedtaget af et enigt byråd. Herefter var der en fin spørgelyst fra tilhørerne, hvilket gav gode dialoger om bl.a. stormflod, ældrepleje, vedvarende energi, indkøbsmuligheder i Havnbjerg med mere, skriver partiforeningen i en pressemeddelelse.
Herefter tog Jesper Larsen over og orienterede om de mange gode projekter, som foregår på Nordals. Renoveringen af Nordals Skolen, der skal ses som mere end en skolerenovering og tankerne omkring renoveringen fik tilhørerne god viden omkring og det gav anledning til god dialog.
Derudover orienterede Jesper Larsen om Frie Bymidter, som Nordborg er blevet en del af, om den gamle Fakta-grund, som snarligt vil blive gjort færdig, om springvandshaven foran Nordborg Slot og om Storegade og tankerne herom og de gode tiltag, som allerede er i gang.
Efter spørgsmål fra salen fortalte Jesper Larsen og Kristian Beuschau om den politiske beslutning om ikke at arbejde videre med en omfartsvej bagom Kvickly. Efter anbefaling fra Udviklingsforum for Nordals er det nemlig politisk besluttet, at der skal arbejdes med en anden løsning, som der findes flere scenarier for. Beslutningen har givet ro for de berørte boligejere og også for ejerne af andre ejendomme i området.
Slutteligt kunne Niels Ole Bennedsen glædeligt fortælle, at den gamle Harmonien i Holmgade står til nedrivning inden for kort tid.


















