Hele 23 skoler, 29 foreninger, 20 forskellige idrætter, 60 forløb og 1.573 elever fra 98 forskellige klasser og specialklasser i 0.-10. årgang – det er status efter blot ét år i et Åben Skole-projekt mellem Sønderborg Kommune og DGI Sønderjylland.
”Tallene fortæller os, at der har været bred opbakning til projektet fra alle sider; både hos de frivillige i foreningerne og hos lærerne på skolerne, som også har en stor andel i, at dét her kan lykkedes. Vi glæder os meget over, at så mange børn i forskellige aldre har oplevet at dyrke idræt i foreningslivets rammer, siger DGI Sønderjyllands formand, Hanne Lene Haugaard, i en pressemeddelelse.
I november blev Sundhedsudvalget, Børne- og Uddannelsesudvalget samt Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab enige om at tilføre flere penge til Åben Skole-forløb i 2024, fordi efterspørgslen i 2023 var større end forventet.
Christel Leiendecker, der er formand for Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab, glæder sig over, at skolerne og foreningerne har taget så godt imod projektet.
”Hele 81 foreninger har vist interesse for at stå for forløb, mens skolerne har efterspurgt 110 forløb. Derfor er jeg glad for, at vi i de tre udvalg er enige om at sætte yderligere midler af til projektet, så vi kan få gang i flere forløb”.
”Det gode samarbejde mellem skolerne og det lokale foreningsliv har sikret forløb på 23 ud af Sønderborg Kommunes 30 skoler. Med flere forløb i 2024 får vi udbredt projektet til flere klasser på skolerne, siger Jesper Smaling, der er formand for Børne- og Uddannelsesudvalget.
Stort potentiale for nye medlemmer
De mange elever på skolerne i Sønderborg Kommune har oplevet leg og bevægelse i idrætter, som de måske aldrig har prøvet før. Derfor er én af de helt store sidegevinster ved projektet, at børnene er blevet nysgerrige til at fortsætte med idrætten ude i foreningerne.
Vi vil gerne understøtte, at flere børn vælger sunde og aktive fællesskaber i foreningerne. Forløbene gør det netop lettere for børn og unge at blive en del af gode fællesskaber i det lokale foreningsliv, siger Sundhedsudvalgets formand, Didde Lauritzen.
Eksempelvis har Sønderborg Floorball Club har oprettet et helt nyt hold med særligt fokus på idræt for børn, som ikke vant til at motionere, hvor træningen er tilrettelagt niveau og formåen. Holdet er en del af DGIs projekt Jump4Fun, og holdets nu 18 medlemmer stammer primært fra elever, der har deltaget i aktiviteten gennem Åben Skole. På Sønderborg Floorball Clubs Facebookside skinner begejstringen tydeligt igennem hos formand Rune Dohrmann, der både roser forældre, lærere og den frivillige træner for opbakningen til holdet.



















