I dagene fra den 3. februar til den 10. marts præsenterer Augustiana i samarbejde med Kunst På Arbejde udstillingen ’ÅRGANG 2023’ med værker af nyuddannede billedkunstnere fra kunstakademier i København, Odense og Aarhus.
Kunstnerne er valgt på baggrund af et open call udskrevet af Foreningen Kunst På Arbejde. 15 nyuddannede kunstnere og 20 værker er kommet gennem nåleøjet. Tematisk kredser kunstnerne om alt fra mytologi, identitet og erindring over popkultur, krop og landskab til intimitet, teknologi og materialitet. Som samlet præsentation stiller ’ÅRGANG 2023’ skarpt på de temaer og problemstillinger, som optager en ny generation af kunstnere.
Udstillingens kunstnere er: Adele Marie Rannes, Ayesha Ghaoul, C Clement, Emil Krog, Gro Pechüle, Hannah Amalie Nielsen, Josefine Boel Johannessen, Kristina Fernos, Line Elkjær Frandsen, Mads Hyldgaard Nielsen, Mira Winding, Rebekka Hilmer Heltoft, Simon Ganshorn, Sabrina Lucia og Tobias Just.
”Det er fantastisk, at vi i Danmark har en institution som Kunst På Arbejde, der indkøber og udlåner kunst til arbejdspladser i hele Danmark”, siger kunstkonsulent Hanne Lundgren Nielsen fra Augustiana Kunsthal i en pressemeddelelse.
”Kunsten spiller en afgørende rolle for vores liv, vores samfund og ikke mindst fremtid. Samtidskunsten er en drivkraft for kreativitet og innovationskraft og kan samtidig skabe inspiration og udvide vores forestillingsevne. Det glæder vi os til at vise i Augustianas kunsthal og ikke mindst til at få flere medlemmer i Sønderjylland, som kan sikre kunst ude på de sønderjyske arbejdspladser”, siger Tanya Lindkvist fra Kunst På Arbejde.
Hundeltager torsdag den 7. marts i TALK på Augustiana, hvor hun i samtale med kunstkonsulent Hanne Lundgren Nielsen diskuterer kunstens potentiale for erhvervslivet.