Hertugbyens Udviklingsforum glæder sig over, at Sønderborg Kommune har annonceret Kommuneplan 2023-2035, hvor udvikling af byens havneområde er taget med som et blandt flere vigtige udviklingsprojekter i kommunen. Havnegruppen har deltaget som aktiv sparringspartner i det forberedende udvalgsarbejde, hvor mange af udvalgets synspunkter og forslag er med i det endelige skitseforslag.
Skitsen består dermed af fire hovedelementer: Et etagebyggeri med lejligheder, et nyt marinaafsnit til sejl- og motorbådsklubberne, en promenade langs havnefronten og parkeringspladser udlagt til områdets nye beboere, havnens brugere og besøgende.
”Nu ser vi frem til, at der findes en investor, som kan gennemføre planerne”, siger havnegruppens formand Erik Lund i en pressemeddelelse og fortsætter:
”Det bliver ikke mindre end fantastisk, når det første spadestik bliver taget”.
Der skal laves ny lokalplan
Udvikling af havnen i Augustenborg vil i praksis betyde, at området vil ændrer karakter og udtryk. Siloen og de tilstødende lagerhaller vil forsvinde, og det samme vil den nuværende hal til vinteropbevaring af sejl- og motorbåde.
Til gengæld vil vi få private boliger og et helt nyt marinaafsnit, som vil danne rammen om fornyet liv og aktivitet på havnen. Den nye promenade vil samtidigt styrke sammenhængskraften mellem Lillehav på den ene side og slotsparken og skoven på den anden. Og så vil den nye havnefront give en helt anden oplevelse af Augustenborg, når man kommer over dæmningen og op mod byen, skriver Hetugbyens Udviklingsforum.
”Vores loppemarked i maj bliver måske det sidste på havnen”, siger Peter Thomsen, som har stået for det traditionsrige og velbesøgte loppemarked på havnen i mange år. Peter Thomsen ser dog frem til, at området bliver ryddet.
”Det er nemlig i stærkt forfald, og nytårsfyrværkeriet i december har ikke gjort det bedre. Mange ruder i siloen og i kontorbygningerne er slået i stykker, og siloens stand ser generelt meget dårlig ud”, siger Peter Thomsen.
Augustenborg Sejlklub glæder sig også over, at planerne for et nyt klubhus er med i kommuneplanen.
”Jeg er meget glad for, at Sønderborg Kommune gennem hele forløbet har prioriteret sejlsporten og vandsportsaktiviteterne og sikret, at de to klubber fortsat kan være aktive på Augustenborg Havn”, siger formanden for Augustenborg Sejlklub, Steffan Stuhr Petersen.
I alle tilfælde kan projektet dog først begynde, når en ny lokalplan er blevet lavet og godkendt. Hertugbyens Udviklingsforum er fortsat optimistiske og håber, at der snart kommer gang i byggeriet.





















