Når der er gang i Nord-Als Musikfestival den 7. og 8. juni bliver Nordborg fyldt med mennesker og det giver også behov for flere parkeringspladser.
Sønderborg Kommune og Nord-Als Musikfestival har gennem mange år arbejdet sammen og i 2023 blev der lavet en formel aftale for årene 2024-2028. Af aftalen fremgår det, at Nord-Als Musikfestivalforening selv står for klargøring og oprydning af parkeringsområder i forbindelse med festivalen.
I 2023 besluttede Sønderborg Kommune – som noget nyt – at åbne Borgmester Blomgrens Plads og et tilhørende græsområde ved Mads Clausens Vej og Østerhaven for parkering. Pladsen, som ligger 1,3 kilometer fra festivalpladsen vil igen i årfungere som P-plads under festivalen.
”Med samarbejdsaftalen anerkender vi Nord-Als Musikfestival som et kulturelt fyrtårn, og det er samtidig vigtigt for Sønderborg Kommune, at festivalen er tilfredse med de rammer, som vi stiller op – også med hensyn til parkering”, siger borgmester Erik Lauritzen i en pressemeddelelse. Både Sønderborg Kommune og festivalforeningen har fået henvendelser med ønske om at åbne den tidligere ringriderplads ved biblioteket for parkering. Pladsen vil igen i år være lukket for parkering ligesom i 2023, fordi Sønderborg Kommune ønsker at fastholde området som park med sti og træer.
”Vi i festivalledelsen bakker op om den beslutning og er glade for løsningen med mulighed for parkering ved Borgmester Blomgrens Plads, og vi opfordrer til, at man benytter pladsen og ikke optager de forretningsdrivendes p-pladser”, siger Paulo Nielsen, der er formand for Nord-Als Musikfestivalforening.














