Charlotte Sahl-Madsen havde fornøjelsen af at byde Connie Hedegaard velkommen på Hotel Baltic og det gjorde hun med et rids fra EU-kommisærens omfattende cv, så de godt 100 tilhørere fornemmede, at det er en politisk super-stjerne, der stod og ventede på at holde tale.
– Når du kommer hjem fra EU, så er jeg klar til at skrive yderligere to linier på dit cv, siger Charlotte Sahl-Madsen.
– Den ende skal hedde partiformand og den næste skal hedde statsminister, siger den tidligere videnskabsminister.
Ikke en hverdagstale
– Grundlovstaler er noget særligt og derfor skal politikere heller ikke tage rundt og sige ting, som de kan sige på de andre 364 i året, siger Connie Hedegaard. Og så kommer hun med nogle tanker om politikere og medier.
– Da jeg kom i Folketinget i 1984 havde vi kun én TV-Avis i døgnet – og vi kunne så overveje, om vi skulle med i den og komme ud før morgenaviserne, siger Connie Hedegaard. Nu er mediebilledet et helt andet.
– TV er bindeleddet mellem politikerne og folket – og det er et stort problem, siger Connie Hedegaard. Der er nemlig flere og flere, der hverken ser nyheder på tv eller læser aviser.
– De får deres nyheder via andres Facebook-opdateringer, siger hun. Og det gør unægtelig afstanden mellem de folkevalgte og vælgerne større.
EU er vigtig
På Christiansborg er der 100 journalister, der arbejder hver eneste dag.
– I EU er der ti danske journalister, som forsyner de danske medier med EU-stof. PÅ Roskilde Festival er der 2000 journalister, der slippes indenfor, siger EU-kommisæren.
At det er vigtigt, vi får øjnene op for, at politik er grænseoverskridende, kommer hun med et eksempel på.
– Finanskrisen viser med al tydelighed, at det er nødvendigt at der er politisk samarbejde hen over grænserne, siger hun.
– Der er ting, som Folketinget skal tage sig af – og så er der opgaver, der hører hjemme i EU, siger Connie Hedegaard.
Og hun håber på, at pressen i fremtiden vil formidle indholdet i politik, fordi det er den eneste måde, hvorpå man sikrer, at der er en sammenhæng mellem politikere og vælgere.


















