Stormfloden i oktober gav en del omfattende ødelæggelser i Sønderborg Kommune. Blandt andet blev dæmningen til Kegnæs, Strandpromenaden og Gendarmstien voldsomt beskadiget.
”Vi ved, hvad det kommer til at koste at få rettet op på skader, der er sket. Men vi ved ikke, hvor stor en del af regningen, vi selv kommer til at betale”, siger udvalgsformand Kirsten Bachmann fra Teknik, By og Bolig-udvalget til SønderborgNYT.
”Men tirsdag fik vi, der sidder i udvalget snakket om rækkefølgen på genopretningen efter skaderne”.
Venstres udvalgsmedlem, Tage Petersen, savner også klare meldinger fra Christiansborg.
“Det er klart at dæmningen til Kegnæs er kritisk infrastruktur, og den skal have første-prioritet, men det er frustrerende med udmeldingerne fra de statslige myndigheder, hvor man på den ene side siger, at projekterne skal være færdige i 2024 for at få del i statsstøtten, men samtidig mangler der svar på, om vi kan få lov til at lave en ekstra stormflodssikring af dæmningen for at stå imod fremtidige udfordringer”, siger han.
Vigtigst er dæmningen til Kegnæs og dernæst Strandpromenaden, Færgen Bitten, gadelys og kommunale bygninger.
Derefter kommer: Broer og havne, herunder bl.a. Christian den Xs Bro og Egernsundbroen samt strøm til lystsejlerne. Ærvej ved Karlsminde. Offentlige toiletter. Strande og badebroer, herunder opretholdelse af Blå Flag. Gendarmstien, Kegnæsstien, Natursti, Nybøl Nor-stien, Alssundstien, Vandre- og rideruter, Dyntstien og Alsstien. Grønne områder.
















