Debat: Politikere skal bruge tid på det væsentlige – ikke på pseudoproblemer

Augustenborg. Arkivfoto: Ole Kæhler

Augustenborg. Arkivfoto: Ole Kæhler

29. april 2024 Augustenborg Skrevet af: Ole Kæhler

Karen Mølbæk, stedfortræder til Byrådet for Socialdemokratiet, skriver:

På foranledning af Venstre var Hertugernes Augustenborg endnu engang på dagsordenen ved Byrådsmødet den 24. april. Jeg deltog selv i mødet som stedfortræder og sad med indtrykket af, at dagsordenspunktet handlede om et pseudoproblem. Det gjorde mig trist til mode, for politikere skal ikke drøfte pseudoproblemer, men reelle problemer, der optager borgerne og har betydning for deres hverdag.

Dagordenspunktet handlede om, at Venstre vil speede processen henimod realiseringen af masterplanen for Augustenborg op og ophøje projektet til et kommunalt fyrtårnsprojekt på linje med Nordborg Resort og ProjectZero. Det indebærer bl.a., at Byrådet binder sig til langsigtede investeringer, der rækker ud over en enkelt byrådsperiode.

Artiklen fortsætter under annoncen

Efter min opfattelse er forslaget fra Venstre et pseudoproblem. Det er det, fordi det er inderligt ligegyldigt for den almindelige borger i Augustenborg, om de initiativer, der er sat i gang, har det ene eller det andet navn. Om de er omfattet af en masterplan, som det er tilfældet i dag, eller bliver en del af et fremtidigt fyrtårnsprojekt.

Det, der derimod optager borgerne i Augustenborg for tiden, er et langt vigtigere spørgsmål – nemlig hvordan det igen kan blive trygt at bo og færdes i byen. Augustenborg har i den seneste måned oplevet en stigning i antallet af indbrud i private hjem, og politiet bekræfter, at der i april har været opstillet en mobil politistation ved Brugsen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Vi skal som politikere huske på, at formålet med masterplanen for Augustenborg er at skabe turisme, som vil resultere i øget bosætning i kommunen. Men der kommer ingen tilflyttere til Augustenborg, hvis ikke det er trygt at bo og færdes i byen. Bosætning handler primært om at kunne have en velfungerende hverdag. At vi har gode institutioner, attraktive arbejdspladser og ingen kriminalitet.

Som augustenborger glæder jeg mig over masterplanen, der gør det muligt at restaurere bevaringsværdige huse i bykernen og værne om vores kulturarv for eftertiden. Den gamle bykerne bliver byens udstillingsvindue – men pænheden her står i skærende kontrast til Augustenborgs midtby, hvor sociale problemer præger bybilledet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Politik handler altid om prioritering af begrænsede ressourcer. Jeg mener ikke, det skaber værdi for borgerne, at restaureringen af den gamle bykerne i Augustenborg går hurtigere end planlagt. Langt vigtigere for bosætningen – og for folk i Augustenborg – er det fx, at et enigt byråd har besluttet at investere massivt i fremtidens folkeskole, hvilket bl.a. indebærer skolerenoveringer for mange millioner.

Hverdagslivet optager augustenborgerne – det bør politikerne også bekymre sig om.

21. juli 2026 Politik, Sport, Sydals

Politikerne vil finde en løsning der gavner både naturen og kitesurferne i Sønderborg

21. juli 2026 Politik

Når kitesurfere begiver sig ud på det lave vand med den rette vind i sejlet, oplever de en helt særlig lykkefølelse, som du kunne læse på SønderborgNYT mandag. Men det er en balancegang at tilgodese både kitesurfernes interesser og hensynet til de fugle, der lever og yngler i området. Den balance vil Sønderborg Kommune og […]

Læs mere...