Værestedet Jørgensgård er et værestedstilbud til visiterede borgere med udviklingshæmning og på torsdag skal Social, Senior og Handicapudvalget tage stilling til, om stedet skal lukkes ned.
Gruppen af borgere, der modtager § 85-støtte i Jørgensgård-området har tidligere været stor. Gruppen er nu forholdsvis lille og fortsat faldende, fordi flere og flere borgere – på grund af alder – flytter på plejehjem, botilbud og lignende. Der er 12 borgere i området, som modtager § 85-støtte i eget hjem, og af dem benytter to borgere værestedet fast.
Der er derfor ikke længere samme behov for en fysisk lokation til et værested i Jørgensgård-området. Forvaltningen vurderer, at den støtte, borgerne har brug for nu, kan leveres direkte gennem den generelle § 85-indsats, samtidig med at værestedsfunktionen kan dækkes af Værestedet 12’eren.















