Formand for Ungdomsskole, Erik Lorenzen, skriver:
For en del år siden blev vi i Ungdomsskolen nødt til at flytte klub Pitstop fra Storegade i Nordborg til Havnbjerg gamle skole. De daværende lokaler var for dyre i drift og husleje. Der var flere andre muligheder i spil i Nordborg by, men uden held til at vi kunne finde egnede lokaler.
Velvidende at klub Pitstop – med valget af Havnbjerg gamle skole – ville give lidt udfordringer for de unge med at komme til og fra klubben, så var der de bedste lokaler til rådighed på denne matrikel.
Nu står Nordalsskolen over for en stor renovering og Ungdomsskolens klub Pitstop skal tænkes med ind i den proces. Ved at flytte tilbage til Nordborg kan samarbejdet mellem skolerne i området, Ungdomsskolens klubmedarbejdere og SSP styrkes og derved få flere unge med i de gode og sunde fællesskaber omkring klub Pitstop.
Som formand for Ungdomsskolens bestyrelse og medlem af den Socialdemokratiske byrådsgruppe vil jeg sammen med dem arbejde konstruktivt for, at Klub Pitstop igen får base i Nordborg , når den kommende renovering af Nordalsskolen er slut.


















