Der er masser af liv i flere af lokalerne på Kunstskolen i MultiKulturhuset, hvor børn fordyber sig i kunstens verden sammen med en professionel kunstner. Børnene udfordres med spændende temaer og teknikker.
“Vi skal genskabe et værk af Vermeer og lærer, at vi skal lægge mange lag. Vi har tre farver og skal blande, så det færdige billede bliver, som vi gerne vil ha’ det”, siger Asta til SønderborgNYT, Når hun ikke har sommerferie, så går hun i skole på Friskolen Østerlund.
Johannes Vermeer var en nederlandsk kunstmaler, der regnes som en af den nordeuropæiske baroks mest talentfulde malere. Han var aktiv i den hollandske guldalder, hvor landet var inde i en periode af uset politisk, økonomisk og kulturel storhed. Vermeer begyndte med historiske motiver, men vendte sig mod genrebilledet.
En anden gruppe har klippet små motiver, som de lægger på lærredet, som de så maler over – og når maleriet er tørt, så kan de fjerne de klippede motiver, som så gerne skulle ses på det færdige værk – og de mindste af børnene øvede sig i blindtegning.
“I må ikke kigge på papiret, mens i tegner. Kun på motivet”, sagde kunstneren, som underviste. Motivet var den, som sad overfor.
Kunstskoleleder Thomas Lunau fortalte til SønderborgNYT, at der er et par ledige pladser på holdene i den kommende uge.
Her er der billeder af kunstnerspirerne.















