Belysning har betydning for, hvordan vi har det og Niko-Servodan udvikler elektroniske løsninger til belysningen i bygninger, så de bedre dækker behovene hos de mennesker, der bor og arbejder i dem.
Det fortæller Svend Knudsen, som har fulgt udviklingen indenfor belysning på tætteste hold siden den 29. juli 1974 – og den 16. august fejres hans 50 års jubilæum i virksomheden på Stenager 5 i Sønderborg mellem klokken 14 og 16. De, som ønsker at komme, skal tilmelde sig ved at sende en mail til [email protected] senest onsdag den 7. august- og det er af hensyn til serveringen.
Efter Svend Knudsen havde afsluttet 10. klasse på Ulkebøl Skole, fik han job hos Servodan, der senere blev købt af Niko.
“Jeg hjalp pigerne i produktionen med at indstille og kom så over i kontrolafdelingen, inden jeg blev produktionsplanlægger og senere kom over i den afdeling, hvor vi hele tiden tjekket kvaliteten på vores produkter”, siger Svend Knudsen til SønderborgNYT.
“Nu er jeg i serviceafdelingen og kører ud og hjælper vores kunder, hvis de har udfordringer med lyset. Det er jo dejligt at kunne løse andres problemer”, siger han. Det har været vigtigt for ham at skifte mellem opgaverne, så han oplevede, at han udviklede sig.
Svend Knudsen viser flere af firmaets produkter og kommer med et par eksempler på, hvordan lys kan bruges.
“I Misbrugscentret i Sønderborg har vi sat sensorer op, som kan sørge for, der er et blødt og varmt lys. Det er rigtigt godt for mennesker, som følger sig lidt pressede eller urolige”, forklarer han.
“Den belysning til gengæld er ikke god i eftermiddagstimerne i et klasseværelse. Her skal der være koldt, hvidt lys, så eleverne ikke falder i søvn”.
Han fortæller, at især rumfarten gav en forrygende teknologisk udvikling.
“Og det smittede også af indenfor lyssætning, hvor det i dag er sensorer, som regulerer lyset – og det er de sensorer, som vi laver”.
Her er der billeder fra Niko-Servodan.



















