På grund af vejret kan asfalten ikke lægges i tide, og derfor er Sønderborg Kommune nødt til at forlænge afspærringen af Borgmesterstien til den 1. september. Stien har været afspærret siden midten af februar, og årsagen til afspærringen er opførelsen af 12 nye boliger på området ud til Borgmester Andersens Vej, som Borgmesterstien går gennem.
Borgmesterstien er en asfalteret cykel- og gangsti, som går fra Grundtvigs Alle til Borgmester Andersens Vej og fortsætter ind i Sønderskoven, skriver kommunen.
Borgere, der normalt bruger Borgmesterstien, guides via Borgmester Andersens Vej og Grundtvigs Alle.
I fremtiden vil stien få et lidt andet forløb, for Borgmesterstien flyttes længere nordpå mod Alssundgymnasiet.
















