Byrådsmedlemmerne Jesper Smaling og Jesper Larsen, Socialdemokratiet, skriver:
Socialdemokratiet glæder sig over at et enigt Børne -og Uddannelsesudvalg torsdag godkendte den justerede masterplan for renoveringen af Nordals Skolen og nu indstiller til Byrådet at gøre det samme.
Godkendelse af masterplanen er afgørende for at et udbud kan sættes i gang og så det endelige arbejde kan starte hurtigst muligt derefter.
Justeringen af masterplanen er sket i tæt samarbejde mellem skolens personale, ledere, forældrebestyrelse, elevråd, interessenter fra andre udviklingsprojekter i Nordborg, eksterne rådgivere og forvaltningen.
Vi er rigtige glade for og tilfredse med den inddragende proces, som har kendetegnet arbejdet med at justere masterplanen og vi vil gerne takke alle for deres engagement.
Det er mere end en skolerenovering. Det kommer til at glæde og gavne mange og det afspejler masterplanen også. Det bliver først og fremmest en moderne skole med endnu bedre læringsmiljøer for børnene og så er det også vigtigt at Ungdomsskolen kommer til Nordborg, hvor de unge er. Samtidig er det afgørende at det ses som en helhed og som en del af de mange andre spændende udviklingsprojekter som er i gang i Nordborg. For eksempel det nye kulturhus som kommer til at ligge meget tæt på skolen.
Den oprindelige masterplan blev godkendt i byrådet i august 2022, men i det senere arbejde og i budgetaftalen blev det vedtaget at masterplanen skulle have ’en runde til’. Det kom der endnu en inddragende og god proces ud af.
Det er derfor på sin plads at komme med en berigtigelse: Budgettet for masterplanen er ikke blevet større og det forventes ikke at renoveringen bliver dyrere, som det ellers er blevet skrevet i en avis. Den oprindelige masterplan fra 2022 havde et budget på 96,1 millioner kroner, mens den justerede masterplan har et budget på 94 millioner. Der er i budgetårerne 2024-2027 sat 76 millioner kroner af til renoveringen – og restfinansieringen skal budgetteres i det efterfølgende budgetår.
Byrådet laver fire-årige budgetter og skolerenoveringen sker over en længere periode end det.
I øvrigt har Byrådet en ambition om, at renovere folkeskoler for 50 millioner kroner årligt de kommende 10 år.




















