Efter en længere fælles tur på to hjul satte rigtigt mange knallertkørere kursen mod Vollerup, hvor Æ Als Knejte stod klar med en knallertringriderdyst – og heldigvis – for børnefamilierne – var Als Udlejning på pladsen med mange af deres hoppeborge og rutschebaner, så børn også kunne få en god oplevelse.
“Vi er så heldige, at Bygma sponsorerede Als Udlejning, så det var gratis for børnene at hoppe og rutsche”, sagde Thomas Steen fra Æ Als Knejte til SønderborgNYT. Flere forskellige lokale musikere kom og spillede og så var der lotteri, salg af ringridere, øl og vand. Hørup Frivillige Brandværn var oså kommet, så man kunne se, hvad der er indeni en brandbil.
Der var rigtigt mange mennesker, som nød eftermiddagen på pladsen.
Det hele var optakt til lørdag aften, hvor den lokale knallertklub skulle feste i et telt på pladsen.
I knallertringridningen var der syv kørere, som kvalificerede sig til omkørslen.
“Hos os i Æ Als Knejte har vi fået hjælp til træningen af Mick Øgendahl og læg mærke til, vi har fem mand med i finalen”, sagde konferencien og sendte de syv kørere på banen endnu en gang.
Nummer tre blev Alex Gustavson og andenpladsen blev vundet af Henrik Svedborg.
“Vinderen blev Søren Steen, som blandt andet får en flot plakat, som er lavet af kunstner Jeppe Nedergaard”.

















