Frem til udgangen af oktober er der mulighed for at se en sjælden komet på nattehimlen, og netop derfor fortæller september-udgaven af Sønderjysk Månedsskrift historien om kometjægeren Th. Brorsen fra Nordborg.
Brorsen opdagede ikke færre end fem kometer og er kendt og respekteret blandt astronomer over hele verden, skriver Sønderjysk Månedsskrift.
Mogens Winther og Erik Lorin Rasmussen, begge tidligere gymnasielærere på Alssundgymnasiet i Sønderborg, fortæller om den sønderjyske videnskabsmand, hans opdagelser og anerkendelser.
Th. Brorsen modtog tre guldmedaljer for sit videnskabelige arbejde. Én af medaljerne modtog han af Christian den 8. i 1846, og den ejes i dag af Museum Sønderjylland.
Brorsens tid på Als fra 1870 gav ham mulighed for at dyrke sine meget alsidige naturvidenskabelige interesser.
En del af hans bogsamling er bevaret på Lokalhistorisk Arkiv i Nordborg, som også har en af Brorsons kikkerter i udstillingen.
At der var meget kraftige nordlys over Als i 1871 kan virke overraskende på nutidens borgere, men mange af os husker, at der i 1989, 1991, 2003 og 2005 var tydelige og klare nordlys set fra Als, og senest har der igen været nordlys i 2023-2024.
Den næste komet der forventes, bærer det knap så mundrette navn: C/2023 A3 TSUCHINSHAN-ATLAS. Kometen forventes at blive klarest i inden udgangen af oktober, og man regner med, at den vil kunne ses med det blotte øje.
De mest optimistiske bud forventer, at kometen bliver lige så lysstærk, som Hale Bopp var det for snart 30 år siden, oplyser de to tidligere gymnasielærere – og tilføjer:
”Vi håber, at rigtigt mange vil se efter den og så i øvrigt benytte enhver lejlighed til at opsøge steder, hvor himlen er helt mørk, thi kun der kan man se de svageste objekter. Det kan blive et stort show – eller en stor skuffelse”.
Sønderjysk Månedsskrift udgives af Historisk Samfund for Sønderjylland i samarbejde med Museum Sønderjylland.
















