Juridisk brevkasse: Advokathuset Muurholm svarer på læser-spørgsmål om erstatningssamvær

Advokathuset Muurholm svarer på læser-spørgsmål (arkivfoto)

Advokathuset Muurholm svarer på læser-spørgsmål (arkivfoto)

20. september 2024 Samfund Skrevet af: Redaktion

Kære Brevkasse,

Min tidligere ægtefælle og jeg har været i Familieretshuset, og de hjalp os med at blive enige om samvær. Det er aftalt, at jeg skal se vores søn på 7 år hver anden weekend fredag til søndag. Vi skrev det hele ned på en blanket, som Familieretshuset udleverede til os. Min ekskone aflyste dog samværet med min søn sidste weekend (uge 37) uden nogen videre begrundelse. Hun besvarer ikke mine henvendelser når jeg spørger om samvær den næstkommende weekend i stedet. Kan jeg få det aflyste samvær erstattet, således at jeg kan se min søn på et andet tidspunkt i stedet? Hilsen Steffen

Artiklen fortsætter under annoncen

Kære Steffen,

Tak for dit spørgsmål. Det er sådan, at hvis et fastsat/aftalt samvær ikke gennemføres, er der i stedet samvær i den efterfølgende uge i det omfang, og på det tidspunkt og under de vilkår, som er aftalt eller fastsat.

Det vil sige, at der automatisk indtræder erstatningssamvær, hvis et samvær ikke gennemføres. Jeres fælles søn har derfor som udgangspunkt krav på samvær med dig i den kommende weekend (uge 38).

Det er en betingelse for at opnå det automatiske erstatningssamvær, at manglende gennemførelse af samvær ikke skyldes samværsforælderens forhold, og at samværsforælderen straks efter, at samværet ikke er gennemført, sørger for at give bopælsforælderen oplysning om, at der ønskes erstatningssamvær.

Artiklen fortsætter under annoncen

Som jeg læser din beskrivelse i spørgsmålet, så er de betingelser opfyldt i dit tilfælde, og du vil derfor som udgangspunkt have ret til samvær i næste weekend, hvorefter jeres løbende samværsaftale kører igen uden ændringer.

Reglen om automatisk erstatningssamvær gælder kun det løbende samvær, og kan derfor ikke finde anvendelse ved f.eks. feriesamvær. Hvis du oplever, at det automatiske erstatningssamvær ej heller gennemføres, og at din ekskone fortsat ikke besvarer dine henvendelser om samvær, da har du igen ret til automatisk erstatningssamvær for endnu et ikke gennemført samvær, hvis du sørger for at give besked til din ekskone om, at du ønsker samværet erstattet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Overholder din ekskone ikke reglen om erstatningssamvær, har du mulighed for at kontakte Familieretten med henblik på at gennemtvinge samværet. Det er dog en betingelse, at samværsaftalen indeholder en passus om, at samværsaftalen kan danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse.

Da I har anvendt den fortrykte blanket fra Familieretshuset, er den betingelse som udgangspunkt opfyldt. Familieretten vil hurtigst muligt afholde et retsmøde, hvor også din ekskone skal deltage. Under retsmødet vil I afgive forklaring omkring samværet, og den manglende gennemførelse heraf.

Artiklen fortsætter under annoncen

Da jeres søn er i skolealderen, kan det også være, at Familieretten vil afholde en børnesamtale med ham. Det er en børnesagkyndig, som vil afholde børnesamtalen, og uden forældrenes tilstedeværelse. Hvis Familieretten efter en samlet vurdering finder, at det er til jeres søns bedste, at samværet gennemføres, da vil Familieretten kunne gennemtvinge samværene.

Familieretten kan pålægge din ekskone dagbøder, hvis din søn fortsat ikke bliver udleveret til samvær. Hvis Familieretten finder, at samværsaftalen bør behandles endnu en gang i Familieretshuset, er det også en mulighed, at Familieretten i stedet sender sagen til fornyet behandling i Familieretshuset, således at de kan iværksætte en ny sagsbehandling.

Artiklen fortsætter under annoncen

Jeg vil anbefale dig, at du kontakter en advokat med speciale i Familieret, som kan hjælpe dig, hvis din ekskone fortsat ikke besvarer dine henvendelser, og du som følge heraf ikke ser din søn. Det er vigtigt, at der reageres med en vis hurtighed i sådanne sager, således det ikke risikeres at gå ud over dit forhold til din søn. Jeg håber, at ovenstående besvarer dit spørgsmål.

Med venlig hilsen

Advokathuset Muurholm

Hvis du vil læse tidligere spørgsmål fra SønderborgNYTs læsere – og læse advokatens svar og gode råd – så finder du tidligere spørgsmål og svar her.

Har du et spørgsmål til advokaten? Så send det til Advokathuset Muurholm på [email protected] eller pr. brev til Advokathuset Muurholm, Kongevej 58 i Sønderborg eller ring på tlf. 74 43 03 09.

Denne artikel er bragt i samarbejde med Advokathuset Muurholm.

21. juli 2026 Politik, Sport, Sydals

Politikerne vil finde en løsning der gavner både naturen og kitesurferne i Sønderborg

21. juli 2026 Politik

Når kitesurfere begiver sig ud på det lave vand med den rette vind i sejlet, oplever de en helt særlig lykkefølelse, som du kunne læse på SønderborgNYT mandag. Men det er en balancegang at tilgodese både kitesurfernes interesser og hensynet til de fugle, der lever og yngler i området. Den balance vil Sønderborg Kommune og […]

Læs mere...