Ved Brobyggerdagen i Frivillighedens Hus i går, fredag, fortalte frivilligkonsulent Johnny Gammelgaard Alfsen, at der er rigtigt mange mennesker, som har sikret sig en solsikkesnor eller et armbånd.
“Vi placerede dem på et meget synligt sted og det virkede”, sagde han til SønderborgNYT.
Byrådet har i august besluttet, at kommunen skal være en del af Solsikkeprogrammet og derfor er solsikkesnore og -armbånd nu tilgængelige for borgerne i nogle af kommunens enheder – heriblandt Frivillighedens Hus.
Solsikkeprogrammet er en del af NGO’en Hidden Disabilities. Programmet har til formål at støtte borgere med usynlige handicap i deres hverdag. Det sker gennem brug af solsikkesnoren, som er en fysisk snor. Snoren kan kombineres med kort, armbånd, badges eller sløjfer præget med et solsikkedesign.



















