I morgen, søndag, er der Krea-messe i Sydjysk Sparekasse Skansen og der kan gæsterne mellem klokken 10 og 16 opleve en masse udstillere, som viser deres kunsthåndværk frem. Er du en kreativ sjæl, så er der masser af gode oplevelser at hente.
“Den er igen blevet populært at være kreativ og selv skabe nogle ting – uanset om man strikker eller måske drejer keramikvaser. Mange nyder at arbejde tredimensionelt, se trøjen eller vasen træde mere og mere frem”, siger Torben Borg fra TB Markeder, der står bag Krea-messer i hele landet.
“Så er du selv lidt af en skaber, så glæd dig til masser af lækre materialer, gode tilbud, og spændende workshops, hvor du kan lære nye teknikker eller finde inspiration til dit næste projekt. Og tag bare børnene med. De kan slippe fantasien fri ved flere gratis KREA-borde”.
Messen har tidligere været holdt i Augustenborg-hallerne og en af de udstillere, som havde stand for et par år siden, det er Kunstværkstedet Mindedahl, der har adresse på Rønhaveplads.
”Jeg var med på Krea-messen i Augustenborg, inden vi flyttede hjem til Als og det var rigtigt fint at vise, jeg var på vej og også opleve, der var interesse for den keramik, som jeg laver”, siger Sys Mindedahl og tilføjer, at messegæsterne roligt kan regne med at få en oplevelse, der byder på både kunsthåndværk og husflid.
I Augustenborg var der en del hobby-udstillere og de er også med i Skansen.
”Og det giver rigtig god mening, at de er der og viser deres ting frem og selvfølgelig også får et salg. Selv skal jeg ikke med i år, fordi jeg har rigtigt travlt i mit værksted”, siger Sys Mindedahl.
















