På lørdag markerer UlkebølSpejderne 60 år med friluftsliv, fællesskab og spejderånd, og de inviterer hele lokalsamfundet til være med til at fejre den særlige begivenhed.
Dagen starter med optog kl. 10:00 fra Ringriderpladsen til Rådhustorvet, hvor der vil være spejderaktiviteter for alle aldre, som for eksempel spejderløb og bål. Aktiviteterne er åbne for alle – så tag gerne venner og familie med og prøv kræfter med spejderlivet!
Spejderne vil være på Rådhustorvet fra kl. 10:00 til kl. 14:00, og alle er velkomne til at deltage i de sjove og lærerige aktiviteter.
Kl. 15:00-17:00 fortsætter festlighederne med en reception i spejderhytten på Damager 14. Den er åben for både tidligere og nuværende spejdere, ledere, forældre, naboer og andre spejderinteresserede. Her vil der være et stort spejderkagebord, bålhygge og en oplagt mulighed for at genopfriske gamle spejderminder. Hvis du tidligere har været tilknyttet spejderne i Ulkebøl, så kig forbi og deltag i festlighederne.
Resten af dagen er reserveret til nuværende spejdere, ledere og familier, som fejrer jubilæet med fællesspisning og hygge i spejderhytten resten af dagen.
Et kig tilbage på 60 år med spejderliv i Ulkebøl
UlkebølSpejderne blev grundlagt i 1964 på Kær Halvø, og siden har spejdergruppen været en integreret del af Sønderborg. I begyndelsen af 1970erne flyttede gruppen fra en kælder i Børnehaven Ulkebøl til spejderhytten ”Æ Hytt” på Damager 14, fordi flere børn og unge sluttede sig til. Gruppen voksede så hurtigt, at en udvidelse af hytten blev nødvendig i 1979.
I dag, 60 år senere, fortsætter vi med at give børn og unge mulighed for at opleve naturen, udvikle færdigheder og være en del af et stærkt fællesskab både lokalt og globalt. Vi er i dag 55 spejdere og ledere i alderen 3-59 år, skriver UlkebølSpejderne.
Kom og vær med til at fejre jubilæum – og dele denne festlige dag med hele lokalsamfundet.













