Ofte fylder forskelle og konflikter mest, når medierne skriver om de forskellige generationer på arbejdsmarkedet. Men meget er myter, viser ny analyse fra Lederne. For generationerne på tværs af alder har meget til fælles, når det gælder temaer som klima, arbejdsliv, nye teknologier, hybridarbejde og ledelse.
Her adskiller sig folk i Region Syd sig ikke. De er nemlig næsten nøjagtig lige så ens på tværs af generationer, som resten af landet. Og det er, at de for eksempel er tilfredse med deres work-life balance – og at de ser ret ens på, hvad god ledelse er: Ansvarlig, anerkendende og empatisk, forklarer Peter Martensen, som er afdelingsforperson for Lederne Sønderjylland.
”Jeg blev selv overrasket over, hvor ens generationerne ser på mange elementer i arbejdslivet, og det er virkelig glædeligt. For det er vores håb, at vi med denne analyse kan få punkteret mange af fordommene om, hvor langt vi er fra hinanden – og i stedet snakke om betydningen af ledelse, siger Peter Martensen i en pressemeddelelse.
”Selvfølgelig er der også forskelle. Nogle af dem hænger sammen med, hvor vi er i vores karriere eller med den livsfase, vi befinder os i, når det gælder børn og familie. For eksempel viser tallene, at de yngre generationer gerne vil arbejde mere, mens de ældste gerne vil trappe ned. Samtidig er der en forskel i synet på hybridarbejde, hvor den ældste generation – i modsætning til de øvrige – foretrækker komplet fysisk tilstedeværelse på arbejdspladsen”, forklarer han.
”Som ledere går vi forrest. På den ene side skal vi honorere det, medarbejderne ønsker og forventer – og så har vi den kommercielle bundlinje på den anden side. Og i den balance er forskellene mellem generationerne vigtig viden”, siger Peter Martensen.
Generationsanalysen bliver drøftet, når der i dag, onsdag, er konference hos Lederne Sønderjylland. Konferencen holdes på Hotel Sønderborg Strand.

















